Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilMarts 2019pilPraktiserende læger indgår partnerskabsaftale for røgfrit Syddanmark
røgfri læge

Praktiserende læger indgår partnerskabsaftale for røgfrit Syddanmark

20-03-2019 | Af Jacob Wichmann Agerholm

Region Syddanmark, de syddanske kommuner og PLO Syddanmark har indgået partnerskabsaftale for et røgfrit Syddanmark. Dermed tilkendegiver almen praksis, at de bakker op om arbejdet for en røgfri fremtid.

19 procent af borgerne i Region Syddanmark ryger. Og andelen af unge rygere er stigende.

Tobaksrygning er den enkeltfaktor, der har den største negative indflydelse på danskernes helbred. Derfor er både Region Syddanmark og mange kommuner i regionen en del af det nationale partnerskab Røgfri Fremtid, hvor visionen er et røgfrit Danmark i 2030.

Nu er der yderligere opbakning til sagen. De praktiserende læger i Region Syddanmark har indgået en partnerskabsaftale med regionen og de syddanske kommuner. I aftalen tilkendegiver regionen og kommunerne, at de vil inddrage almen praksis i indsatsen for et røgfrit Syddanmark. Almen praksis tilkendegiver, at de bakker op om indsatsen og har fokus på rygning i deres konsultationer med borgerne.

Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen og formand for Praksisplanudvalget, Bo Libergren (V), siger:

- Det er et rigtig stærkt signal, at de praktiserende læger også bakker op. De har den tætteste kontakt med borgerne og kan måske spotte nogle af de tobaksrelaterede sygdomme i opløbet. De fleste ved godt, hvor farligt rygning er, men det kommer først rigtig tæt på, når ens egen læge kan fortælle dig, at du altså risikerer at blive rigtig, rigtig syg.

Kan henvise til rygestop

Forskning har vist, at selv meget kort adressering af patientens rygning har effekt. Almen praksis’ særlige fokus på rygning betyder, at den praktiserende læge har mulighed for at adressere patientens rygning, uden anden anledning end at patienten er i konsultationen. Den praktiserende læge kan herefter blandt andet henvise patienten til kommunale rygestoptilbud.

Partnerskabsaftalen er indgået i Praksisplanudvalget.
 


Siden er sidst opdateret 20-03-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |