Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilTo regionale indsatser nomineret til innovationspris
Innovationspris 2019

Socialrådgiver Hanne Holm (ved tavlen) og psykolog Nini Engbo (siddende) er begge en del af det team, som arbejder med indsatsen Tilbage til Skole.




To regionale indsatser nomineret til innovationspris

09-08-2019 | Af Jane Birch Larsen

To ud af fire nominerede til ny national innovationspris er fra Region Syddanmark. Det drejer sig om indsatserne ”Tilbage til Skole” og ”Fælles beslutningstagning” målrettet kræftpatienter.

37 offentlige innovationer er indstillet til den ney innovationspris NYT SAMMEN BEDRE-prisen. En jury har nu nomineret fire af de indstillede indsatser, hvoraf to er fra Region Syddanmark.

Prisen uddeles af Center for Offentlig Innovation og Center for Offentlig Kompetenceudvikling 5. september.

”Tilbage til Skole” hjælper børn og unge samt deres familier

”Tilbage til Skole” er en indsats for børn og unge, der har et massivt fravær fra skolen på grund af psykiske udfordringer. Formålet med indsatsen er at få børnene og de unge tilbage til en stabil skolegang, samtidig med at familien kommer på ret køl. Det er lykkedes for 89 procent af de involverede børn og unge.

Teamet bag indsatsen består af en socialrådgiver, en psykolog og en sygeplejerske.
Hanne Holm, som er socialrådgiver i Børne- og Ungepsykiatrien i Odense og med i teamet, siger:

- Tilbage til Skole er NYT, og vores indsats SAMMEN med familierne og vores samarbejdspartnere på tværs af faggrupper og sektorer har gennem de seneste fire år vist, at resultaterne med at skabe stabil skolegang bare er BEDRE. At vores indsats er blandt de fire finalister til NYT SAMMEN BEDRE-prisen er vi derfor meget stolte af.
Indsatsen er udviklet af Psykiatrien i Region Syddanmark i samarbejde med Odense Kommune.

Læs mere om indsatsen på psykiatriens hjemmeside.

”Fælles beslutningstagning” giver bedre dialog mellem kræftpatienter og klinikere

Fælles beslutningstagning er et koncept, som skal skabe et bedre samarbejde mellem kræftpatienter og klinikere, når der skal træffes beslutninger om udredning, behandling og opfølgning.

Center for Fælles Beslutningstagning på Sygehus Lillebælt i Vejle har udviklet et beslutningsstøtteværktøj i samarbejde med Designskolen i Kolding, som kan bruges til at facilitere samarbejdet.

Værktøjet indeholder en række kort, der kan tilpasses den konkrete behandling. Kortene skal støtte dialogen mellem kliniker og patient, så patienten er opmærksom på, at han eller hun har et valg, og så beslutninger tages på et velfunderet grundlag.

Karina Dahl Steffensen, der er professor, overlæge, ph.d. ved Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus og leder af Center for fælles beslutningstagning, siger:

- Vi er rigtig glade for nomineringen, fordi det betyder, at der kommer fokus på fælles beslutningstagning i sundhedsvæsenet. Flere vil komme til at se og bruge de gode redskaber, så patienterne i endnu højere grad bliver taget med i beslutninger om deres egen behandling. Og det, ved vi, giver bedre forløb og bedre resultater

Læs mere om Center for fælles beslutningstagning

De fire nominerede har stærke bud på samfundsmæssige problemer

De fire nominerede er ifølge Center for Offentlig Innovation valgt på grund af deres stærke og forskellige bud på løsninger af samfundsmæssige problemer, deres høje kapacitet til at udvikle løsninger i samarbejde og for deres store spredningspotentiale til gavn for det danske velfærdsamfund.
 




Fakta

De to øvrige nominerede er:

  • ”Datademokrati” i Århus kommune, som søger at udvikle og teste forskellige måder at være i dialog med borgere om, hvilken betydning væksten i data og udviklingen af kunstig intelligens har i og for lokalsamfund.
  • Furesø Kommunes ”Fremtidsværkstedet” – et fysisk sted, men også et mindset, så børn og unge kan være medskabere af deres egen fremtid, erhverve sig fremtidens kompetencer og få mulighed for livslang læring.

Du kan følge med og høre mere om de fire nominerede i en række podcastepisoder, som Center for Offentlig Innovation udgiver senere i august.

Læs mere om prisen på Center for Offentlig Innovations hjemmeside


Siden er sidst opdateret 09-08-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |