Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilOktober 2019pilPUF-lektorer lærer læger at lære
Puf-lektorer og spil

PUF-lektorer lærer læger at lære

24-10-2019 | Af Louise Vandel

Region Syddanmarks PUF-lektorer sørger for de bedst mulige rammer, når næste generation af speciallæger skal uddannes. Mød to lektorer, som arbejder med PUF - Den Pædagogisk Udviklende Funktion.

Som ung uddannelseslæge er der meget at lære, inden titlen som speciallæge kan skrives på navneskiltet. 

Region Syddanmark står parat med 12 PUF-lektorer, som har til opgave at hjælpe dem, der hjælper de unge læger på vej. To af lektorerne er Martin Hulgaard, overlæge på Børneafdelingen på Sygehus Lillebælt i Kolding, og Helle Skelmose Ibsen, praktiserende læge på Bispebroen i Haderslev.

Som PUF-lektorer arbejder de med at udvikle og rådgive om uddannelsen til speciallæge, og de klæder sygehusenes uddannelsesansvarlige overlæger og tutorer i Almen Praksis på til at uddanne de unge læger. Det sker på den kliniske basisuddannelse (KBU), i introduktionsstillinger og under Hoveduddannelsen. 

Der skal være plads til at lære 

Helle og Martin er skarpe, når det gælder medicinsk pædagogiske kompetencer. De ved, hvad der skal til for at skabe et godt uddannelsesmiljø med plads til sparring, feedback, karrieresamtaler og gode relationer til dem, de unge læger skal lære af i dagligdagen.  

Som PUF-lektor er Martin kontaktperson for flere specialer og afdelinger rundt i regionen, hvor han blandt andet rådgiver uddannelsesansvarlige om medicinsk pædagogik, uddannelse, evalueringsmetoder og uddannelsesprogrammer. Derudover udvikler og afholder han kurser for uddannelsesansvarlige overlæger og vejledere i tæt samarbejde med de øvrige PUF-lektorer. Han fortæller:

- Som ung læge skal man både arbejde og lære en masse.  Derfor er det vigtigt, at vi har et godt læringsmiljø i hele Region Syddanmark.  Som PUF-lektor er jeg sparringspartner og udvikler kurser og redskaber til de uddannelsesansvarlige overlæger, som skal give viden videre til de unge læger.

Uddannelse giver bedre patientbehandling og trivsel

Lige siden Helle og Martin selv var i gang med at uddanne sig til speciallæger, har de interesseret sig for læring og uddannelse. For Helle er der ingen tvivl om hvorfor:

- Uddannelse er sjovt at arbejde med – og super vigtigt. Det er vigtigt for vores egen faglighed, og vigtigt for patienterne, at vi følger den faglige udvikling. Og så mener jeg, at uddannelse er utrolig vigtig for trivslen og kan være med til at skabe et godt arbejdsmiljø.

Som PUF-lektor bruger Helle mest tid på at udvikle og forbedre kurser til tutorer og vejledere. Og inden længe går turen til Grønland, hvor hun skal være med til at udvikle et nyt kursuskoncept for vejledere og tutorer på tværs af alle specialer.

- Jeg brænder for udvikling og facilitering, og det får jeg rig mulighed for at arbejde med, når vi udvikler nye kurser og evalueringsmetoder, og når jeg underviser i, hvordan karrierevejledning eller vejledersamtaler kan gribes an. 

Uddannelse skal hele tiden nytænkes

Man skal være på dupperne for at skabe et godt uddannelsesmiljø.  Nye metoder skal prøves af, og gode erfaringer skal formidles og sættes i værk. Her spiller regionens PUF-lektorer en vigtig rolle, og de stiller gerne deres viden til rådighed for alle interesserede afdelinger i regionen. 

Ligesom de øvrige PUF-lektorer holder Martin foredrag og oplæg på blandt andet morgenkonferencer, hvor han især underviser om feedback og vejledersamtaler. Ifølge Martin er det vigtigt at vise de gode eksempler, og et af hans gode råd er, at uddannelsesansvarlige systematisk afsætter tid i kalenderen til vejledersamtaler, så de ikke bliver nedprioriteret i en travl hverdag.

I Almen Praksis skal alle nye tutorer på et 2-dages basiskursus, og her har Helle indført, at tutorerne skal invitere en af deres egne unge uddannelseslæger med på kurset. Det har vist sig at være en stor succes, fortæller Helle:

- På den måde kan tutorerne øve sig på uddannelseslægerne, når de lærer om feedback eller karrierevejledningssamtaler. Det styrker relationerne og gør det lettere at komme i gang med at bruge metoderne, når deltagerne skal hjem og arbejde videre efter kurset. 

Regionens 12 PUF-lektorer deltager også i forskellige fora lige fra uddannelsesråd på de enkelte sygehuse til regionale og landsdækkende uddannelsesudvalg. Her kan PUF-lektorerne også formidle nye metoder til vejledning, læring og evaluering:

- Jeg er så privilegeret, at jeg som PUF-lektor har mulighed for at veksle mellem det politiske arbejde, hvor jeg kan søge indflydelse i forskellige uddannelsesfora – og det daglige arbejde, hvor jeg skal omsætte uddannelsesaktiviteterne i praktik ud fra de rammer, vi har, slutter Martin.

 

Puf spillet
 

Et godt eksempel på, hvordan PUF-lektorerne udvikler metoder til læring, er tre brætspil til Uddannelseslæger (primært i KBU-forløb): Psykiatri-spillet, Almen Praksis-spillet og KBU-spillet der fokuserer på akutte patienter. Spillene simulerer en hverdag i klinisk praksis, og de er udviklet i et samarbejde mellem PUF i Syddanmark, Copenhagen Gamelap og Forsknings-og læringshuset på Sygehus Sønderjylland.

Hvis man vil vide mere om spillene kan man kontakte Helle Guldager Aaskoven fra Den Lægelige Videreuddannelse.

 


 




Fakta

I Videreuddannelsesregion Syd består Den Pædagogisk Udviklende Funktion (PUF) lige nu af 12 lektorer og én professor, som alle er speciallæger ansat på et af regionens sygehuse eller i Almen Praksis.

Lektorerne er frikøbt 40 dage om året er fra deres arbejde i klinikken til at varetage rollen som PUF-lektor.

Mød PUF-lektorernes og læs mere om deres interesseområder.
 


Siden er sidst opdateret 29-10-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |