Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilSeptember 2020 - pressemeddelelserpilFynsk entreprenør skal bygge Steno Diabetes Center ved Nyt OUH

Fynsk entreprenør skal bygge Steno Diabetes Center ved Nyt OUH

Det syddanske regionsråd besluttede i dag, at den fynske entreprenør 5E Byg skal bygge Steno Diabetes Center Odense som en del af Nyt OUH. Diabetescentret er dermed den tredje licitation, 5E Byg vinder på det nye universitetshospital i Odense.

Byggeriet af det nye universitetshospital i Odense, der er et af de største sygehusbyggerier i Danmark, er kommet endnu et skridt nærmere målet. Det står klart med regionsrådets beslutning i dag, der lægger byggeriet af Steno Diabetes Center Odense i hænderne på den fynske entreprenør 5E Byg A/S.

Steno Diabetes Center Odense etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH forbundet med Nyt OUH´s somatik mod vest og voksenpsykiatrien mod øst. Den cirka 20.000 m2 store bygning skal stå færdig til at blive taget i brug samtidig med det resterende sygehus. Regionen forventer at underskrive en kontrakt med 5E Byg i oktober 2020.

Bedste forhold mellem kvalitet og pris

Udover 5E Byg A/S har NCC Danmark A/S, Per Aarsleff A/S og CG Jensen A/S budt på opgaven med at bygge diabetescentret. Et enigt syddansk regionsråd fulgte i dag indstillingen fra regionens administration og valgte den fynske entreprenør, fordi entreprenøren har afgivet det tilbud, som samlet set giver det bedste forhold mellem pris og kvalitet. Den økonomiske ramme for byggeriet af Steno Diabetes Center Odense er omkring 600 mio. kr., og centret bliver langt overvejende finansieret via en bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S), siger:

- Visionen med etableringen af Steno Diabetes Center Odense er at etablere behandling for sukkersyge på højeste internationale niveau inden for forebyggelse, behandling, forskning og uddannelse. Vi får skabt et center med sin egen identitet, samtidig med at det bliver en integreret del af Nyt OUH. Det glæder mig desuden meget, at vi har gennemført endnu et udbud på Nyt OUH, hvor vi rammer skiven med hensyn til pris, kvalitet og tid.

Centret etableret i 2018

Steno Diabetes Center Odense blev som driftsenhed etableret på OUH i 2018 i et samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Der vil være cirka 9.000 patienter med tilknytning til Steno Diabetes Center Odense, og der vil samlet være omkring 80-100 ansatte tilknyttet centeret.

Udover diabetescentret skal 5E Byg også bygge hovedkøkkenet og logistik- og sterilcentralen på Nyt OUH.

Sådan kommer det nye universitetshospital i Odense til at se ud.

Den røde markering viser placeringen af Steno Diabetes Center på Nyt OUH.

Yderligere oplysninger

Formanden for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S), mobil 21 63 11 93




Siden er sidst opdateret 29-09-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring