Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Lægeklinik på Sydvestjysk Sygehus lukker

Den lægeklinik, der i efteråret 2018 åbnede på Sydvestjysk Sygehus for at afhjælpe lægemanglen i Esbjerg, skal nu lukke. Det bestemte regionsrådet mandag. De berørte patienter får snarest besked om valg af ny læge.

Lægedækningen i Esbjerg er nu så god, at regionen lukker den lægeklinik, der i 2018 blev oprettet på Sydvestjysk Sygehus. Lægeklinikken blev oprettet for at afhjælpe de udfordringer, der dengang var med skaffe praktiserende læger til byen.

Derfor er det en god ting, at regionsrådet mandag bestemte at lukke klinikken, mener formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V):

- Lægedækningen i Esbjerg er blevet bedre, og vi ser ind i en tid, hvor den kommer til at forbedre sig yderligere. Det er jeg utrolig glad for, og derfor er det også en god nyhed, at vi nu kan lukke klinikken. Vi oprettede klinikken for at afhjælpe problemerne med lægemangel, og når de problemer nu er væk, så lukker vi igen. Det er ikke mindst en god nyhed for de patienter, der nu kan få en fast læge igen.

Enhedslistens to medlemmer stemte imod forslaget. 

De 2.600 patienter, der i øjeblikket er tilknyttet klinikken, får snarest besked om, hvordan de vælger ny læge.

Flere læger og flere handlemuligheder

I 2018 var lægedækningen i Esbjerg så presset, at Region Syddanmark oprettede en lægeklinik på Sydvestjysk Sygehus med praktiserende læger, der kunne tilse de patienter, der ikke kunne få plads ved andre læger.

Billedet har imidlertid ændret sig meget siden da. Lægedækningen i Esbjerg ser nemlig bedre ud i fremtiden. Flere nye ydernumre er allerede solgt, mens der inden for de kommende måneder er mulighed for at sætte yderligere to ydernumre til salg, hvis det er nødvendigt.

Bo Libergren siger:

- Det ser allerede nu godt ud med lægedækningen. Vi har mulighed for at sætte yderligere to ydernumre til salg, hvis vi vurderer, at det bliver nødvendigt. Så det er en god situation, vi har i Esbjerg.

Yderligere oplysninger

Bo Libergren, formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark, telefon 29 20 18 00




Siden er sidst opdateret 14-12-2020
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring