Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Forretningsudvalget - Referat - 10. februar 2021

Mødedato
10-02-2021 kl. 15:00 - 17:00

Mødested
Virtuelt

Deltagere
  • Stephanie Lose, V
  • Jørn Lehmann Petersen, A
  • Karsten Uno Petersen, A
  • Poul-Erik Svendsen, A
  • Poul Andersen, A
  • Morten Brixtofte Petersen, B
  • Morten Weiss-Pedersen, C
  • Ida Damborg, F
  • Annette Blynel, F
  • Marianne Mørk Mathiesen, I
  • Søren Rasmussen, O
  • Thies Mathiasen, O
  • Bo Libergren, V
  • Kurt Jensen, V
  • Mads Skau, V
  • Ulrik Sand Larsen, V
  • Vibeke Syppli Enrum, Ø

  • Afbud

    Luk alle punkter Referat


    1. Godkendelse af overordnet budgetproces for budget 2022
    2. Godkendelse af udvendig bygningsvedligehold - budget 2021
    3. Godkendelse af idéoplæg vedr. tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus
    4. Orientering om status på etablering af ladestandere, indkøb af elbiler og solcelleprojekt
    5. Orientering om eksempler på innovation i sammenhæng sygehusbyggerierne 2020
    6. Godkendelse af fremtidig organisering af donortapninger i Region Syddanmark
    7. Godkendelse af kommissorium for hospice-analyse
    8. Godkendelse af patientforløbskoordinatorer i diagnostiske centre
    9. Godkendelse af rapport om forenkling af administrative arbejdsgange
    10. Beslutning om flytning af regionale funktioner til sundhedshus i Varde
    11. Beslutning om det fremtidige samarbejde mellem Region Syddanmark og Deutsche Rettungsflugwacht om brug af akutlægehelikopteren i Nibøl
    12. Beslutning om udmøntning af midler til styrkelse af plejeområdet - ansættelse af udskrivningskoordinatorer i Psykiatrien (10 ekstra sygeplejersker)
    13. Håndtering af ventelister som følge af COVID-19 – status januar 2021
    14. Opfølgning på serviceeftersyn af internationalt samarbejde - samarbejde med Guangdong og Kina
    15. Ændring af FynBus' vedtægter
    16. Lancering af KONTUR 2020
    17. Orientering om udvikling i sagen vedr. mulig deponering af byggeaffald fra nedlagte atomkraftværker i Harreslev
    18. Orientering om Uddannelseslandskabet i Sønderjylland
    19. Aktuel status på covid-19 og vaccinationer mm.
    20. Meddelelser
    21. Eventuelt
    22. LUKKET: Salg af ejendom
    23. LUKKET: Tabt arbejdsfortjeneste: Godkendelse af timesats 2021 - regionsrådsmedlem
    24. Underskriftsside


    Sagsnr. 20/62062
    1. Godkendelse af overordnet budgetproces for budget 2022
    fold dette punkt ind Resume

    Forslag til overordnet proces i relation til budget 2022 forelægges til godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Der er udarbejdet forslag til overordnet politisk proces i relation til budget 2022.

     

    Centralt i processen er – i lighed med de seneste fem år – tre budgetseminarer hhv. 10. marts, 9. juni og 18. august 2021.

     

    Budgetseminar 10. marts 2021 – foreløbigt program

    10. marts

    kl. 9-14.30

    • Regnskab 2020: Foreløbige 2020-resultater, herunder merudgifter til COVID-19,

    samt overspil til 2021, inkl. effekter af konsolidering i 2020

    v/ økonomidirektør Charlotte Storm Gregersen

    • På vej mod budget 2022: Status vedr. opfølgning på aftale om budget 2021 samt områder med opdrift, herunder it/digitalisering

    v/ regionsdirektør Jane Kraglund

    • Tilbageblik på større initiativer og resultater i indeværende valgperiode

    v/ regionsdirektør Jane Kraglund

    • Status vedr. COVID-19, herunder udskudt aktivitet m.v.

    v/ koncerndirektør Kurt Espersen

    • Klimaindsats, samarbejdsaftale om grøn kollektiv trafik samt indsats mod generationsforureninger

    v/ koncerndirektør Jørgen Bjelskou

    • Organisering af flytning af sygehuse

    v/ adm. sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen, direktør Torben Hedegaard Jensen og programdirektør Martin Fejring

     

    For at sikre fornøden tid til de politiske budgetdrøftelser foreslås, at aftalen om budget 2022 – om nødvendigt – behandles som ændringsforslag til budget 2022-2025 på et ekstraordinært møde i forretningsudvalget den 27. september 2021 forud for regionsrådets 2. behandling/vedtagelse af budgettet i lighed med, hvad der har været tilfældet de seneste år.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At forslag til overordnet proces i relation til budget 2022 godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/353
    2. Godkendelse af udvendig bygningsvedligehold - budget 2021
    fold dette punkt ind Resume

    På sundhedsområdets driftsbudget er afsat en årlig pulje til udvendig bygningsvedligeholdelse af regionens somatiske og psykiatriske sygehuse. Udmøntningen af puljen i 2021 på 15 mio. kr. forelægges til regionsrådets godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    På sundhedsområdets driftsbudget er afsat en årlig pulje til udvendig bygningsvedligeholdelse af regionens somatiske og psykiatriske sygehuse. Regionens bygninger på sundhedsområdet udgør ca. 933.320 m².

     

    I samarbejde med de tekniske chefer på sygehusene har regionens bygningsafdeling foretaget en årlig bygningsgennemgang med henblik på at udmønte puljen for 2021. I lighed med 2020 udgør den ordinære pulje 15 mio. kr. med baggrund i tidligere års fremrykninger på området.

     

    Region Syddanmarks byggestyringsregler omhandler ramme for udvendig vedligehold og indsatser i forhold til de løbende udvendige vedligeholdelsesopgaver på Region Syddanmarks matrikler. Det vil sige mindre vedligeholdelsesopgaver bestående i at opretholde den bygningsmæssige standard. Heri indgår diverse arbejder i forbindelse med vinduesudskiftning, tagarbejde m.v. Disse løbende vedligeholdelsesopgaver er med til at mindske energiforbrug og forbedre bygningernes klimaaftryk.

     

    Med budgetforlig 2020 for Region Syddanmark ønskede aftaleparterne en fortsat stor og intensiveret opmærksomhed på regionens eget klimaaftryk. Aftaleparterne ønskede i forlængelse heraf foretaget en klimavurdering i sager, hvor det er relevant.

     

    Det fremgår endvidere af Region Syddanmarks byggestyringsregler, at nybyggerier og ombygninger over 2,5 mio. kr. skal bæredygtighedscertificeres til DGNB guld, hvor det er teknisk muligt. Dog er der tilfælde, hvor byggerier ikke skal bæredygtighedsvurderes. Det omfatter sager under 2,5 mio. kr. vedr. små ombygninger/renoveringer og alle sager omkring udvendig bygningsvedligehold.

     

    For udvendig vedligehold udarbejdes i stedet klima- og bærdygtighedsvurderinger i forbindelse med de konkrete projekter. I forhold til de konkrete projekter for udvendig bygningsvedligehold i 2021 er der her tale om projekter med et direkte formindsket klimaaftryk. Projekterne består i særlig grad af udskiftning til vinduer med høj energiklasse for optimering af energiforbrug og indeklima. Samt projekter der omhandler udskiftning af utæt og nedslidt tagbelægning til ny tagbelægning inkl. efterisolering. Også dette har en direkte positiv effekt på indeklima og energiforbrug.

     

    Ved den konkrete bygningsgennemgang og prioritering er der i henhold til gældende retningslinjer fokuseret på udbedring af forhold, der relaterer sig til sikkerhed, tæthed, energiforbrug og sikring mod nedbrydning af konstruktioner. Der udføres så vidt muligt konstruktionsforbedringer, således at nye bygningsdele opfylder nugældende isoleringskrav m.v.

     

    På ovenstående baggrund er der udarbejdet en prioriteret liste over behovene for udvendig bygningsvedligeholdelse i 2021. Overordnet set foreslås puljen udmøntet således:

     

    Pulje, udvendig bygningsvedligeholdelse

    Mio. kr.

    Almindelig bygningsvedligeholdelse

      2,0

    Større vedligeholdelsesopgaver

    12,0

    Uforudseelige udgifter, 5-års eftersyn og analysenotater

      1,0

    I alt

    15,0

     

    Større vedligeholdelsesopgaver omfatter eksempelvis udskiftning af vinduer, døre, tagarbejde m.v. Almindelig bygningsvedligeholdelse omfatter malerarbejde, murerarbejde og øvrige arbejder. Endvidere prioriteres ramme til uforudseelige udgifter, 5 års eftersyn samt udarbejdelse af analyse noter for kommende arbejder.

     

    Det afsatte beløb på i alt 15,0 mio. kr. er jævnt fordelt på de 5 sygehusenheder (somatik/psykiatri), jf. vedlagte oversigt.

     

    Der er i rammen for 2021 prioriteret to større nødvendige projekter på henholdsvis Sygehus Lillebælt (Kolding) og Sygehus Sønderjylland (Aabenraa). Det drejer sig om tagrenovering på blok 14 (Kolding Sygehus) og udskiftning af vinduer og tagbelægning på Læringsbygningen (Aabenraa Sygehus).

     

    På Kolding Sygehus skiftes tagdugen på blok 14, som er løs flere steder med risiko for vandskader på underliggende konstruktioner. På Aabenraa Sygehus udskiftes tagflader og efterisoleres. Vinduer udskiftes ligeledes. For begge projekter gælder, at der etableres en tæt klimaskærm og dermed besparelse/formindskning af klimaaftrykket.

     

    Det vurderes, at puljen sikrer en tilfredsstillende udvendig vedligeholdelse af sundhedsområdets bygninger, og at ca. 90 % af bygningsmassen vil have et middel vedligeholdelsesniveau eller derover ved udgangen af 2021. 

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At udmøntningen af puljen på 15 mio. kr. til udvendig bygningsvedligeholdelse i 2021 godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og innovationsudvalget den 27-01-2021

    Anlægs- og innovationsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Karsten Fogde deltog ikke sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/1581
    3. Godkendelse af idéoplæg vedr. tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet tiltrådte i februar 2020 ”Fremtidig profil for Grindsted Sygehus - Lokal forankring og regional rækkevidde”, som grundlag for den videre konsolidering og udvikling af Grindsted Sygehus. Der forelægges nu idéoplæg til regionsrådets godkendelse vedr. tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet tiltrådte i februar 2020 ”Fremtidig profil for Grindsted Sygehus - Lokal forankring og regional rækkevidde”, som grundlag for den videre konsolidering og udvikling af Grindsted Sygehus.

     

    Profilen indeholdt tre grundlæggende ændringer, to ud af tre har allerede fundet sted: Flytning af de medicinske senge fra Grindsted til Esbjerg og flytning af Arbejdsmedicinsk Klinik fra Esbjerg til Grindsted.

     

    Tredje ændring er etablering af et daghospital i to spor på Grindsted Sygehus:

     

    1. Et spor, hvor de små ambulante enheder (medicin, ortopædkirurgi inklusive skadeklinik, kirurgi og plastikkirurgi) samles.

     

    Etablering af ambulatorieklynge i fraflyttet medicinsk sengeafsnit på 1. etage. Ambulatorieklyngen etableres med afsæt i de samme koncepter som Generalplanen rummende standardiserede koncepter for teamrum, standard- og specialambulatorier, telemedicin, og daghospital.

     

    1. Derudover et spor for den planlagte kirurgi, hvor koncepterne, som de kendes fra Esbjerg, udbredes til Grindsted. For at sikre bæredygtighed, gode patientforløb og rationel drift samles ortopædkirurgisk sengeafsnit og opvågning i en samlet enhed med modtagelse, bedøvelse, operation, opvågning og efterfølgende indlæggelse. Skopiaktiviteten i Grindsted bliver desuden en del af planlagt kirurgi.

     

    Etablering af et effektivt miljø til håndtering af planlagt kirurgi før og efter operation i det område, der i dag huser modtagelse, kirurgiske ambulatorier samt opvågning.

     

    I maj 2020 godkendte regionsrådet plan for fremrykning af investeringer, heri indgik en fremrykning af renoveringsarbejdet på Grindsted Sygehus. Det indledende planlægningsarbejde er startet op med tilknytning af rådgiver i slutningen af i 3. kvartal 2020. Der forelægges nu idéoplæg vedr. tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus til regionsrådets godkendelse.

     

    Renoveringen består af sanering og nedbrydning af lofter, gulvbelægning, nedbrydning af vægge omkring de gamle sengestuer ved elevator, sengestuer og bade-/toiletrum samt tilpasning af gamle installationer. Derefter sker en genopbygning af ambulatorier til dagshospital, personalefaciliteter samt teamrum og rum til telemedicin. Der etableres fælles modtagelse for patienter og pårørende i ankomstområdet ved elevatorerne. Ved den fælles modtagelse etableres nye toiletter til patienter og pårørende.

     

    Der opbygges nye sengestuer og ombygning af eksisterende opvågning.

     

    For at sikre indeklimaet og arbejdsmiljøet skal ventilationsanlæg/kanaler og CTS overvågning udvides. Der skal ændres og fremføres rørinstallationer for ilt, medicinsk luft og sug, ligesom der skal fremføres nye el-, netværks-stik og VVS installationer til kontorlokaler og ambulatorieområder.

     

    Sydvestjysk Sygehus (SVS) har foretaget en bæredygtighedsvurdering. Konklusionen er, at renoveringen giver mulighed for mere energieffektive løsninger, bedre koordinerede patientforløb og en mere effektiv arealudnyttelse, som betyder en bedre ressourceanvendelse.

     

    Idet renoveringen i Grindsted ikke rører ved klimaskærmen og omfatter mindre end 25 % af sygehusets bygningsareal, kan der ikke certificeres efter DGNB reglerne for ”Nybyggerier og omfattende renovering”.

     

    Finansiering
    Budgettet for tilpasningen af Grindsted Sygehus udgør 32,9 mio. kr., fordelt på 20 mio. kr. i 2021 og 12,9 mio. kr. i 2022.

     

    Projektet foreslås finansieret af henholdsvis prioriteringspuljen, anlæg og ikke forbrugte midler til Generalplan SVS fase 2 (Ny sengebygning), der efter planen skal medgå til finansiering af generalplanens sidste fase. Det vil ikke påvirke fremdriften af sidste fase af generelplanen. Afsatte rådighedsbeløb til gennemførelse af de sidste elementer i generalplanen (fase 3) foreslås derfor forøget med 16,0 mio. kr. i 2023 og 9,342 mio. kr. i 2024.

     

    Konkret fordeler finansieringen sig som det fremgår af tabellen nedenfor:

     

    Finansiering (i 1.000 kr.)

    2021

    2022

    Sum

    GP SVS  Fase 2

    20.000

    5.342

    25.342

    Prioriteringspuljen anlæg

     

    7.558

      7.558

    I alt

     

     

    32.900

     

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At ideoplæg for tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus godkendes.

     

    At der meddeles anlægsbevilling til tilpasning af de fysiske rammer på Grindsted Sygehus på 32,900 mio. kr. (indeks 148,3) fordelt på 20,0 mio. kr. i 2021 og 12,9 mio. kr. i 2022.

     

    At der afsættes og frigives tilsvarende rådighedsbeløb i 2021 og 2022 til formålet, finansieret af afsatte rådighedsbeløb på 25,342 mio. kr. vedr. Generalplanen for udbygningen af Esbjerg Sygehus Fase 2 og 7,558 mio. kr. fra prioriteringspuljen anlæg.

     

    At afsatte rådighedsbeløb i 2023 og 2024 til generalplanens fase 3 forøges med 25,342 mio. kr., heraf 16,0 mio. kr. i 2023, finansieret af de likvide midler.

     

    At koncerndirektør Jørgen Bjelskou bemyndiges til at godkende licitationsresultat inden for den meddelte økonomiske ramme.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og innovationsudvalget den 27-01-2021

    Anlægs- og innovationsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Karsten Fogde deltog ikke sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/1989
    4. Orientering om status på etablering af ladestandere, indkøb af elbiler og solcelleprojekt
    fold dette punkt ind Resume

    Region Syddanmarks klimastrategi indebærer bl.a., at CO2-udledningen i regionen skal mindskes med 40 pct. inden 2020 i forhold til 1990 via reduktion af CO2-udledningen fra drift af regionens egne aktiviteter og institutioner.

     

    Som en del af dette skal Region Syddanmarks egne person- og varebiler udskiftes til elbiler frem mod 2030. I tråd med dette har regionsrådet bevilget ca. 17 mio. kr. til ladeinfrastruktur og elbiler.

     

    Som følge af ophævelsen af anlægsloftet i 2020 – og i tråd med Region Syddanmarks klimastrategi - fremrykkede Region Syddanmark grøn investering på 35 mio. kr. til udvidelse af de eksisterende solcelleanlæg på de syddanske sygehustage.

     

    Der fremlægges med sagen status på projekterne vedrørende el-biler, ladestandere og solcelleprojekt.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Status på etablering af ladestandere og indkøb af elbiler
    Som det fremgår af Klimastrategien skal Region Syddanmarks egne person- og varebiler udskiftes til elbiler frem mod 2030. I dag er der ca. 400 person- og varebiler i alt på de regionale matrikler. Derudover igangsættes test- og demonstrationsprojekt for omstilling af ambulancer.

     

    I 2020 har regionsrådet bevilget ca. 17 mio. kr. til ladeinfrastruktur og elbiler. Pengene er bevilget dels gennem Klimapuljen, dels gennem det suspenderede anlægsloft. For så vidt angår ladeinfrastruktur finansieres de 100 % fra puljen og for elbiler finansieres 60 % fra puljen - resten finansieres af enheden selv.

     

    Tilbagemeldingen fra sygehusenhederne er, at de forventer at bruge de bevilgede midler i budget 2020 på laderinfrastruktur og elbiler. Alle sygehusenheder er i dialog med elselskaber, leverandører og entreprenører om tilbudsgivning. Flere projekter er allerede igangsat. Den største udfordring er at få etableret den nødvendige elinfrastruktur til de ladestandere, som skal opstilles. På de fleste matrikler har det medført større investeringer i nye elinstallationer, indkøb af flere ampere samt gravearbejde til kabler m.v. I forhold til indkøb af el-biler er der indkøbt to nye elbiler til Sygehus Lillebælt og to til OUH, som skal transportere blodprøver fra de privat praksisser tilbage til laboratorierne på sygehusene.

     

    Ambulance Syd har indkøbt fire nye elbiler og ombygget dem med udrykningssignaler til brug for områdelederne. Desuden er der allerede blevet udskiftet tjenestebiler til elbiler i Psykiatrien og i regionshuset.

     

    Indtil nu har sygehusenhederne, regionshuset og Ambulance Syd installeret i alt 20 ladestandere til tjenestebiler og indkøbt 18 elbiler og 3 plug-in hybrid varevogne. Hybrid-varevognene er indkøbt som en midlertidig løsning af Sydvestjysk Sygehus, da de har lange afstande, som ikke endnu kan dækkes af de eksisterende el-varevogne på markedet.

     

    Sygehusenhederne, regionshuset og Ambulance Syd vil i alt installere godt 160 ladepunkter til tjenestebiler og godt 100 ladepunkter til offentligheden (medarbejdere, patienter m.fl.) inden nytår. Der er desuden planlagt indkøb af yderligere 17 elbiler og 2 plug-in hybrid varevogne.

     

    Status solcelleprojekt
    Region Syddanmark fremrykkede som følge af ophævelsen af anlægsloftet i 2020 grøn investering på 35 mio. kr. til udvidelse af de eksisterende solcelleanlæg på de syddanske sygehustage. Svarende til ca. 12.000 m2 solcelleanlæg. En udvidelse på knap 50 %.

     

    Etableringen af de nye solcelleanlæg blev efter screening placeret på Sygehus Sønderjylland (Aabenraa Sygehus og Psykiatrisk afdeling Aabenraa), Sydvestjysk Sygehus (Esbjerg Sygehus og Psykiatrisk afdeling Esbjerg) og Sygehus Lillebælt (Kolding Sygehus).

     

    I september 2020 blev udvidelsen af solcelleanlæggene sendt i udbud. Licitationen holdt sig inden for de afsatte midler.

     

    Arbejdet pågår på alle lokaliteter, og afleveringsdatoen for det samlede projekt er 18. februar 2021, hvilket er i overensstemmelse med totalentreprisekontrakten. Dog er der givet tre ugers tidsfristforlængelse for arbejdet på Psykiatrisk afdeling Aabenraa grundet ændringer af føringsveje fra tage til kældre. Ændringerne foretages for at tilgodese bygningens arkitektur, hvor alle føringsveje ønskes etableret skjulte.

     

    Generelt er arbejdet på tagene for etablering af solcellepaneler udført og samtidig er føringsveje etableret.

     

    Der er undervejs sket mindre justeringer i antal paneler på de enkelte matrikler i forbindelse med detailprojekteringen.

     

    Økonomi – solcelleprojekt
    Det samlede anlægsbudget er på 33,995 mio. kr. og den samlede anlægsøkonomi holder sig inden for den afsatte bevilling.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og innovationsudvalget den 27-01-2021

    Til orientering.

     

    Karsten Fogde deltog ikke sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.


    Sagsnr. 21/2064
    5. Orientering om eksempler på innovation i sammenhæng sygehusbyggerierne 2020
    fold dette punkt ind Resume

    I budgetaftalen for Region Syddanmark for 2017 blev det beskrevet, at der skal udarbejdes et forslag til opfølgning på nationale og regionale mål. Regionsrådet godkendte en model for denne afrapportering på regionsrådsmødet i maj 2017.

     

    Afrapporteringen tager afsæt i de pejlemærker for regionens samlede drift- og udviklingsarbejde, som regionsrådet vedtog i efteråret 2016.

     

    Der forelægges hermed afrapportering for eksempler fra 2020 på innovation, der direkte eller indirekte sker i sammenhæng med sygehusbyggerierne, som knytter sig til pejlemærket vedrørende Region Syddanmarks rolle i forskning, innovation og udvikling.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet forelægges afrapportering af eksempler fra 2020 på innovation, der direkte eller indirekte sker i sammenhæng med sygehusbyggerierne. Formålet med afrapporteringen er at danne et billede af regionens status i forhold til målopfyldelsen af regionens pejlemærke vedrørende ”Region Syddanmark spiller en aktiv rolle i forskning, innovation og udvikling”.

     

    Modellen for afrapportering blev tiltrådt af regionsrådet på mødet den 22. maj 2017.

    I vedlagte notat findes afrapporteringen for 2020, som indeholder følgende emner:

     

    • Pilottest af Fremtidens Operationsstue på OUH
    • Kunstig intelligens i sundhedsvæsenet
    • Særlige corona-indsatser
    • Logistik- og Sterilcentral på Nyt OUH
    • DGNB certificering af det kommende Psykiatrien i Nyt OUH
    • Kassetransportsystem og WMS, Nyt OUH
    • Aptering af rårum, Nyt OUH
    • “Nation of Health” - nyt Healthcare DENMARK besøgscenter
    • Ny Sundhedsklynge – Danish Life Science Cluster.
    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og innovationsudvalget den 27-01-2021

    Til orientering.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/46626
    6. Godkendelse af fremtidig organisering af donortapninger i Region Syddanmark
    fold dette punkt ind Resume

    Det indstilles til regionalrådet, at der sker en flytning af fuldblodstapninger og tilhørende økonomi fra OUH og Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland. Dette for fortsat at kunne opretholde et donorkorps omkring Sygehus Sønderjylland og for fortsat at kunne vedligeholde tappepersonalets kompetencer på hospitalet.

     

    Samtidig indstilles det til regionsrådet, at der påbegyndes en proces med henblik på at belyse muligheden for etablering af et plasmaferesecenter i trekantområdet (Kolding eller Vejle) i 2022. Dette er begrundet i, at Region Syddanmark skal kunne leve op til sin del af en national forpligtelse til selvforsyning med plasma til fremstilling af lægemidlet immunglobulin.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Syddansk Transfusionsvæsen blev dannet i 2009 efter beslutning i regionsrådet. Forarbejdning og testning af blodet, det faglige ansvar og ansvaret i henhold til blodforsyningsloven og lægemiddelloven blev samlet. Standardisering af metoder m.v. blev fremmet ved implementering af et fælles kvalitetsstyringssystem og et fælles klinisk immunologisk IT-system. Det økonomiske og personalemæssige ansvar forblev decentralt.

     

    Der har i 2020 været nedsat en faglig arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en model, der skulle tilgodese:

    • Forsyningen med blod til hospitalerne
    • Region Syddanmarks andel af plasma til selvforsyning med immunglobulin i Danmark
    • En mere jævn fordeling af donortappevirksomheden
    • En effektiv organisation til løsning af ovenstående.

     

    Arbejdsgruppen har udarbejdet rapporten ”Tappevirksomheden i Region Syddanmark”. Rapporten er vedlagt som bilag. Rapporten har været sendt i høring hos Regionsbestyrelsen for bloddonorerne i Region Syddanmark. Regionsbestyrelsens høringsbemærkninger samt en oversigt over administrationens svar er vedlagt som bilag.

     

    Overflytning af fuldblodstapninger til Sygehus Sønderjylland

    Som følge af faldende blodforbrug på regionens hospitaler blev der i 2013 udarbejdet en fordelingsnøgle for fuldblodstapninger. Fordelingsnøglen er dels baseret på forbruget på de enkelte hospitalsenheder, dels på faste kvoter. Som følge af et fortsat faldende blodforbrug har denne fordelingsnøgle ført til uhensigtsmæssigheder. Sygehus Sønderjylland tapper så få donorer, at det er vanskeligt at opretholde et donorkorps og personalets kompetencer. Derfor anbefales en justering med overflytning af fuldblodstapninger og dermed forbundne resurser fra OUH og Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland. Dette vil samtidig gøre det lettere at modstå udsvingene i hospitalernes blodforbrug. Udsvingene er blevet relativt større i forbindelse med det generelt reducerede blodforbrug. Nedenfor vises en skematisk oversigt over budgetomplaceringen fra OUH og Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland. 

     

    Hospital der modtager bevilling?

    Hospital der afgiver bevilling?

    Sygehus Sønderjylland

    OUH

    3.053 fuldblodstapninger/1,167 mio. kr.

    Sygehus Lillebælt

    2000 fuldblodstapninger/0,765 mio. kr.

     

    Arbejdsgruppen anbefaler, at budgetomplaceringen fra OUH til Sygehus Sønderjylland træder i kraft den 1. marts 2021. For 2021 anbefales det således, at der flyttes 0,973 mio. kr. fra OUH til Sygehus Sønderjylland.

     

    I forhold til budgetomplaceringen fra Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland anbefaler arbejdsgruppen, at dette træder i kraft den 1. september 2021. For 2021 anbefales det således, at der flyttes 0,255 mio. kr. fra Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland.

     

    Ud over analysen af situationen lige nu, er der i rapporten opstillet en model om løbende håndtering af reduktion i blodforbruget, som arbejdsgruppen anbefaler godkendes og følges. 

     

    Etablering af plasmaferesecenter

    Det faldende blodforbrug og et øget forbrug af lægemidlet immunglobulin har betydet, at Danmark ikke længere er selvforsynende med plasma til fremstilling af immunglobulin. Trods en fordobling af kapaciteten for plasmatapninger på OUH, opfylder Region Syddanmark ikke sin del af en national forpligtelse til selvforsyning med plasma til fremstilling af immunglobulin. Derfor anbefales det, at der påbegyndes en proces med henblik på at belyse muligheden for etablering af et plasmaferesecenter i trekantområdet (Kolding eller Vejle), der skal gennemføre omkring 25.000 plasmatapninger pr. år. Der skal samtidig være mulighed for fuldblodstapninger.

     

    For at udnytte erfaringerne, som er opnået af Klinisk Immunologisk Afdeling (KIA) på OUH om drift af et plasmaferesecenter, anbefaler arbejdsgruppen, at et eventuelt nyt plasmaferesecenter organiseres som en del af KIA på OUH. Samtidig anbefales det, at det nye plasmaferesecenter skal overtage de resterende fuldblodstapninger fra Sygehus Lillebælt.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At der med virkning fra 1. marts 2021 overflyttes 3.053 fuldblodstapninger pr. år fra OUH til Sygehus Sønderjylland, og fra 1. september 2021 flyttes 2000 fuldblodstapninger pr. år fra Sygehus Lillebælt til Sygehus Sønderjylland.

     

    At Sygehus Sønderjylland til dækning af udgifterne herved tilføres 0,973 mio. kr. i 2021 stigende til 1,167 mio. kr. i 2022 og frem fra OUH, og 0,255 mio. kr. i 2021 stigende til 0,765 mio. kr. fra 2022 og frem fra Sygehus Lillebælt.

     

    At model til udligning af økonomiske forhold i forbindelse med fremtidige reduktioner af blodforbruget godkendes.

     

    At der påbegyndes en proces med henblik på at belyse muligheden for etablering af et plasmaferesecenter med 15 lejer og mulighed for fuldblodstapninger i trekantsområdet.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 02-02-2021

    Sundhedsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Mustapha Itani deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/3602
    7. Godkendelse af kommissorium for hospice-analyse
    fold dette punkt ind Resume

    Med baggrund i budgetaftalen for 2021 skal der gennemføres en analyse af økonomi og gældende takster for hospice, som kan danne grundlag for at vurdere behovet for udligning af taksterne.

    Regionsrådet forelægges hermed forslag til kommissorium for analysen til godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I regionsrådets budgetaftale for 2021 har forligsparterne aftalt følgende vedr. hospice:

     

    ”Region Syddanmark har driftsoverenskomst med fem hospices i Syddanmark, som finansieres ud fra en fastlagt sengedøgnstakst. Der gennemføres en analyse af økonomi og gældende takst for de fem hospices. Analysen skal danne grundlag for vurdering af behov for og basis for udligning af eksisterende forskelle i taksterne mellem de enkelte hospices. Sundhedsudvalget forelægges forslag til kommissorium for analysen.”

     

    Der forelægges forslag til kommissorium for denne opgave, som indebærer følgende:

     

    • Der gennemføres en deskriptiv analyse/gennemgang af baggrund for de nuværende takster, herunder afdækkes om der aktuelt er variationer i de faste udgifter for de enkelte hospices, eksempelvis finansielle udgifter, som (fortsat) kan begrunde en variation i takstgrundlaget.

     

    • Der gennemføres tillige en vurdering/evaluering af den nuværende finansieringsmodel, herunder principperne for afregning af meraktivitet, og den økonomi, som de enkelte hospice har haft mulighed for at tilvejebringe herigennem.

     

    • På baggrund af disse analyser fremlægges forslag til eventuelt fremadrettet behov for ændring/nivellering af takster og/eller ændringer i finansieringsmodellen for hospices. Evt. ændringer vil skulle gennemføres med fremadrettet virkning for 2022.

     

    Analysen gennemføres af administrationen med inddragelse af de fem hospices på hospicechefniveau. Arbejdet gennemføres i februar-april 2021 og forelægges forventet sundhedsudvalget i maj, med henblik på at evt. økonomiske konsekvenser vil kunne indgå i regionrådets budgetproces for 2022.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At forslag til kommissorium godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 02-02-2021

    Sundhedsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Mustapha Itani deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/4719
    8. Godkendelse af patientforløbskoordinatorer i diagnostiske centre
    fold dette punkt ind Resume

    Et af de regionale indsatsområder i 2021 er harmonisering af tilbud i diagnostiske centre i Region Syddanmark.

     

    Den regionale hjerte- og kræftstyregruppe har i 2020 godkendt anbefalinger fra rapporten:

    ”Ensartede diagnostiske pakkeforløb i Region Syddanmark”. Anbefalingernes fokus er ens henvisning, udredning og afslutning i forbindelse med diagnostiske pakkeforløb i Region Syddanmark.

     

    For at understøtte dette, indstilles det, at der ansættes patientforløbskoordinatorer i de fire diagnostiske centre i Region Syddanmark

     

    ”Jo før jo bedre”-puljen kan finansiere patientforløbskoordinatorerne via udmøntning af ca. 1,9 mio. kr.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Halvdelen af kræftforløbene i Danmark er organiseret i de såkaldte organspecifikke kræftpakkeforløb (brystkræft, lungekræft, tarmkræft m.v.). Den anden halvdel af kræftforløbene debuterer med uspecifikke symptomer som træthed, vægttab, smerter eller blodtab. Disse forløb kan henvises til diagnostisk pakkeforløb (MAS (Mistanke om alvorlig sygdom) og MUP (Metastase uden kendt primær tumor)), som varetages af de diagnostiske centre. Danmark har betydelig fremgang i forhold til Regeringens og Sundhedsstyrelsens mål om fremme af tidlig, effektiv og ensartet kræftudredning i de organspecifikke pakkeforløb. Kræft med baggrund i uspecifikke symptomer diagnosticeres forsat senere i Danmark end i sammenlignelige lande (NORDSCAN/Kræftens Bekæmpelse 2020).

     

    Region Syddanmark har gennem indsatsen ”Jo før jo bedre - Tidlig opsporing af kræft i almen praksis” et klart mål om hurtigere udredning og dermed tidligere diagnose og behandling for patienter med uspecifikke symptomer på kræft.

     

    ”Jo før jo bedres” formål er blandt andet at sikre, at arbejdet i diagnostiske centre tilrettelægges, så samspillet mellem almen praksis og centre styrkes til fordel for patienter med et mere uspecifikt symptombillede. I dette arbejde peges således på behovet for koordinering og en tovholderfunktion via en patientforløbskoordinator.

     

    Et af de regionale pejlemærker i 2021 under det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er: ”Harmonisering af tilbud i diagnostiske centre i Region Syddanmark”.

    Denne beslutning understøttes af to rapporter, der blev udarbejdet sideløbende:

    • Kortlægning af diagnostisk kræftudredning blandt de diagnostiske centre i Region Syddanmark, RSD 2019 (bilag 2)
    • ”Kræftudredning uden for kræftpakkerne”, VIVE 2019 (bilag 3).

     

    Den regionale kortlægningsrapport og den nationale VIVE-rapport konkluderer samstemmende, at der er store variationer i tilgangen til kræftudredning uden for de organspecifikke kræftpakkeforløb i henholdsvis Region Syddanmark og Danmark. Variationerne drejer sig primært om:

    • organisering
    • henvisningskrav fra almen praksis til diagnostisk center
    • anvendelse af billeddiagnostik samt
    • dataregistrering af patienter.

     

    Variationer i henvisningskrav og udredningsforløb – særligt i geografiske områder, hvor der kan henvises til flere sygehuse – besværliggør arbejdet i almen praksis. Dette kan være med til at forsinke udredning og diagnostik og dermed tidlig behandling. Samtidig risikeres, at borgeren får forskellige tilbud ved ens symptombilleder.

     

    Med baggrund i Sundhedsstyrelsen retningslinje for MAS- og MUP-forløb har en arbejdsgruppe i 2020 arbejdet for at skabe konsensus om ensartede diagnostiske pakkeforløb i Region Syddanmark. Den regionale hjerte- og kræftstyregruppe har godkendt anbefalingerne i rapporten: ”Ensartede diagnostiske pakkeforløb i Region Syddanmark” 2020 (bilag 1). Således er der udarbejdet anbefalinger til:

    • Ensartet organisering af diagnostiske centre/enheder i Region Syddanmark.
    • Ensartet henvisningspraksis, der gør det så enkelt som muligt for praktiserende læger at henvise.
    • Ensartethed i brug af billeddiagnostik i MAS- og MUP-forløb.
    • Ensartet registreringspraksis og datagrundlag, herunder hjælp til at trække valide data.

     

    Disse anbefalinger vil blive implementeret i de diagnostiske centre i 2021.

     

    I forbindelse med let adgang til henvisning og sparring omkring patientens diagnostiske pakkeforløb samt sikring af effektive, koordinerede forløb, peger almen praksis og sygehussektor (medlemmer i arbejdsgruppen) på etablering af en patientforløbskoordinator i hver af de fire diagnostiske centre.

     

    Patientforløbskoordinatorerne skal sikre hurtige og smidige forløb for patienter til udredning med uspecifikke symptomer, der kan være kræft. De skal være tilgængelige ved barrierer for patienten og familien i udredningsforløbet såvel som sikre, at interne arbejdsprocesser følger de nye nationale og regionale retningslinjer for diagnostiske pakkeforløb. Se udkast til funktionsbeskrivelse i bilag 4.

     

    Med baggrund i ovenstående anbefales, at der ansættes patientforløbskoordinator i hver af de fire diagnostiske centre. Som fordelingsnøgle er anvendt befolkningsunderlag i specialeplanssammenhæng svarende til udgifterne til 4 patientforløbskoordinatorer.

     

    Således tilføres:

    -          Odense Universitetshospital 699.000 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 1,5 stilling.

    -          Sygehus Lillebælt 466.000 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 1,0 stilling.

    -          Sydvestjysk Sygehus 349.500 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 0,75 stilling.

    -          Sygehus Sønderjylland 349.500 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 0,75 stilling.

     

    Økonomi:

    -          Fire patientforløbskoordinator (sygeplejersker): 466.000 kr./år. I alt 1,864 mio. kr.

    -          Midlerne vil blive varigt overført fra Jo før jo bedre-indsatsens pulje (10,7 mio. kr. årligt) til styrkelse af udredning af patienter med uspecifikke symptomer, der kan være tegn på kræft.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At godkende udmøntning af 1,864 mio. kr. fra Jo før jo bedre-indsatsens pulje vedr. sygehusindsats i 2021 og årligt fremadrettet.

     

    At Odense Universitetshospital tilføres 699.000 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 1,5 stilling.

     

    At Sygehus Lillebælt tilføres 466.000 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 1,0 stilling.

     

    At Sydvestjysk Sygehus tilføres 349.500 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 0,75 stilling.

     

    At Sygehus Sønderjylland tilføres 349.500 kr. i 2021 og årligt fremadrettet svarende til 0,75 stilling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 02-02-2021

    Sundhedsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Mustapha Itani deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 20/5911
    9. Godkendelse af rapport om forenkling af administrative arbejdsgange
    fold dette punkt ind Resume

    I Region Syddanmarks aftale om budget 2020 indgår en indsats under overskriften ”6.2.7 Forenkling af administrative opgaver” i forhold til at afdække, om der er administrative procedurer og registreringer, der ikke nødvendigvis skal videreføres. Syddansk Sundhedsinnovation har gennemført en række observationer på Hjertemedicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt. De indsamlede og analyserede data er sammenskrevet i vedlagte rapport, som opstiller en række anbefalinger. Det indstilles, at rapporten, herunder anbefalingerne, godkendes

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I Region Syddanmarks aftale om budget 2020 indgår en indsats under overskriften ”6.2.7 Forenkling af administrative opgaver” i forhold til at afdække, om der er administrative procedurer og registreringer, der ikke nødvendigvis skal videreføres.

     

    Af budgetaftalen fremgår det:

     

    ”Aftaleparterne noterer sig, at der de senere år er udviklet en række automatiseringsmuligheder, der aflaster såvel det kliniske som det administrative personale for administrative opgaver. Digitaliseringsstrategien sætter fokus på yderligere udvikling og spredning af disse muligheder.

     

    Aftaleparterne ønsker, at sundhedsudvalget og digitaliseringsudvalget i forlængelse heraf undersøger, om der er administrative procedurer og registreringer, der ikke nødvendigvis skal videreføres, så arbejdet med afbureaukratisering kan fortsætte. Undersøgelsen gennemføres på en udvalgt klinisk afdeling. I det omfang der konstateres uhensigtsmæssige forhold, som beror på lovgivning eller nationale retningslinjer m.v., vurderes det, om disse skal bringes videre til nationale myndigheder. Der afsættes 0,5 mio. kr. hertil i 2020.”

     

    Syddansk Sundhedsinnovation har gennemført en række observationer på Hjertemedicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt (SLB) på matriklerne i Kolding og Vejle. Undersøgelsen er gennemført over 14 observationsdage med 59 formelle og uformelle enkelt- og fokusgruppeinterviews med læger, sygeplejersker, lægesekretærer m.fl.

     

    De indsamlede og analyserede data er sammenskrevet i en afrapportering (bilag 1), som har fokus på at afdække, analysere og beskrive potentialer for forenkling. Rapporten har således til formål at være afsæt for en vurdering af, om - og i givet fald hvordan - administrative opgaver kan forenkles.

     

    Observationer, interview og opfølgende møder med kvalificering af indsigter har givet indblik i mange komplekse arbejdsgange, hvor registrering og dokumentation indgår. Særligt tre områder har været italesat som relevante i forhold til forenkling af administrative arbejdsgange.

     

    Det er på baggrund heraf valgt at sætte fokus på IT-systemer, patientbefordring samt patientrettigheder som temaer. Herudover er der i afrapporteringen medtaget et afsnit, hvor eksempler på øvrige temaer er beskrevet.

     

    Der er ikke i undersøgelsen afdækket administrative procedurer, som ikke har begrundelse i lovgivning, bekendtgørelser, regionale beslutninger m.v. Det er ikke muligt - på baggrund af denne undersøgelse - at give anbefalinger til ophør af dokumentation/administrative procedurer.

     

    Rapportens konklusioner

     

    IT-systemer

    I forhold til IT-systemer generelt er der en række observationer, som peger på, at klinikerne oplever systemerne som ”tunge” og besværlige at arbejde med (fx dobbeltregistreringer og manglende overblik).

     

    Nogle af disse udfordringer forventes at kunne løses ved anskaffelse af nye og mere tidsvarende systemer. Andre løses ved fokus på arbejdsgange og endelig vurderes automatiseringsløsninger at have stort potentiale for at forbedre og effektivisere de administrative arbejdsgange.

     

    Det vurderes, at der i sammenhæng med disse tiltag er stort behov for fortsat at sætte fokus på digitale kompetencer og herunder på at få systemer ”implementeret i bund”.

     

    På den baggrund anbefales det:

    • At der i den kommende regionale digitaliseringsstrategi fortsat sættes fokus på anskaffelse af nye brugervenlige systemer og at anvendelse af automatiserede løsninger fortsat understøttes.
    • At udviklingen af digitale kompetencer følges med henblik på vurdering af yderligere behov for understøttelse, herunder i forhold til at få implementering ”i bund".

     

    Patientrettigheder
    Håndtering af patientrettigheder er et komplekst område lovgivningsmæssigt, og det opleves som administrativt tungt af personalet. Der er bl.a. peget på en række uhensigtsmæssigheder i forhold til indberetning til Landspatientregisteret (LPR3). Der er allerede stor opmærksomhed på muligheder for at forbedre arbejdsgangene i forhold til LPR3.

     

    Det anbefales:

    • At afvente yderligere erfaring og implementering af registreringspraksis samt at se effekten i samspil med ibrugtagning af den nye elektroniske patientjournal EPJ Syd samt evt. anvendelse af softwarerobotter til opgaverne.

     

    Med henblik på mulighederne for mere grundlæggende forenklinger er der desuden beskrevet to cases:

     

    1. På Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling SLB - til patienter med bl.a. hudkræft og modermærkekræft - afprøves procedure, hvor patienten inden fremmøde fremsender billeder af mærke/væv samt svarer på spørgsmål. Herefter afgøres, hvilket forløb patienten indkaldes til.

     

    Ansøgning om dispensation til videre afprøvning og evaluering af denne arbejdsgang er godkendt af regionsrådet den 25. januar 2021.

     

    1. Klinisk Genetisk Afdeling, SLB, har forsøgsvis ændret set-up for genetisk rådgivning, så patienternes opstartssamtale, såfremt patienterne ønsker det, foregår pr. telefon. Som et forsøg har patienterne mulighed for at ringe ind på det tidspunkt, der passer dem. Der arbejdes med en løsning, hvor patienterne selv booker tid til denne samtale.

     

    Borgerens ret til og mulighed for digital kontakt til sundhedsvæsenet, herunder mulighed for digital selv-booking, er et indsatsområde i den nuværende digitaliseringsstrategi, som de to nævnte cases relaterer sig til.

     

    Det anbefales:

    • At erfaringerne fra disse cases samles op og indgår i relevante sammenhænge.
    • At der i den kommende digitaliseringsstrategi sættes fokus på digital selvbooking, og at erfaringerne fra Sygehus Lillebælt indgår i dette arbejde.

     

    Patientbefordring
    Patientbefordring er et af de temaer, det kliniske personale oplever som administrativt ”besværligt”. Der bruges meget tid og reglerne kan være vanskelige at forstå.

     

    Region Syddanmark har sammen med andre regioner ad flere omgange henvendt sig til Sundheds- og Ældreministeriet og gjort opmærksom på behovet for revision af lovgrundlaget på området.

     

    Sundheds- og Ældreministeriet tog i efteråret 2019 initiativ til møder med regionerne med henblik på drøftelse af ændring af reglerne. Processen er midlertidigt sat i bero på grund af COVID-19.

     

    Det fremgår af budgetforliget for 2021, at det skal afklares, om der på baggrund af gensidig aftale med især Region Midtjylland kan etableres en ordning, hvor patienten får mulighed for transport til et valgt hospice beliggende i en anden region, hvis afstanden til det valgte hospice er kortere, end det hospice, som patienten ”hører til” i egen region. Denne afklaring er i proces.

     

    De administrative arbejdsgange, der er forbundet med vurdering af, om patienten skal have befordringsgodtgørelse ved højt specialiseret behandling uden for egen region, opleves som besværlige.

     

    Det anbefales:

    • At der ses på muligheder for at effektivisere denne arbejdsgang evt. ved anvendelse af den Syddanske forbedringsmodel.

     

    Ud over de områder, der er gennemgået ovenfor, har undersøgelsen afdækket andre opmærksomhedspunkter, som der kan arbejdes videre med.

     

    Det er bl.a. inden for de administrative opgaver, der er forbundet med ”Overgange mellem sektorerne”. Hjemtransport af hjælpemidler har også været nævnt som et område, der er administrativt besværligt at håndtere. Endelig har der være fokus på administration i forbindelse med ansættelse og ansættelsesændringer. Der kan læses mere herom i rapportens sammenfatning.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At godkende rapporten herunder rapportens anbefalinger.

    fold dette punkt ind Beslutning i Digitaliseringsudvalget den 27-01-2021

    Digitaliseringsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Jette Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 02-02-2021

    Sundhedsudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet. Samtidig opfordrer sundhedsudvalget til, at de centrale myndigheder hurtigst muligt sætter fokus på arbejdet omkring patientbefordring.

     

    Michael Nielsen stemte imod, og afgav følgende mindretalsudtalelse:

    Konservative syntes, der er mange spændende tanker og anbefalinger som skal forfølges, men vi vil gå skridtet videre og om muligt, teste muligheden for friklinik/afdeling, hvor registreringer bliver minimale. Og hvor vi går forrest i presset på beslutningstagere med præcise anbefalinger, herunder også på befordringsområdet.

     

    Mustapha Itani deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet med den tilføjelse at opfordre til, at de centrale myndigheder hurtigst muligt sætter fokus på arbejdet omkring patientbefordring.

    1 medlem, Det Konservative Folkeparti, stemte imod, og afgav følgende mindretalsudtalelse:

    Konservative synes, der er mange spændende tanker og anbefalinger som skal forfølges, men vi vil gå skridtet videre og om muligt, teste muligheden for friklinik/afdeling, hvor registreringer bliver minimale. Og hvor vi går forrest i presset på beslutningstagere med præcise anbefalinger, herunder også på befordringsområdet.
     

     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 19/8119
    10. Beslutning om flytning af regionale funktioner til sundhedshus i Varde
    fold dette punkt ind Resume

    Region Syddanmark er i dialog med Varde Kommune om at flytte blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge ind i et nyt sundhedshus, som Varde Kommune etablerer. I dette punkt præsenteres økonomien i forhold til finansiering af flytning af de regionale funktioner. Derudover orienteres om status på det politiske møde mellem Varde Kommune og Region Syddanmark. Det anbefales, at der træffes beslutning om flytning af regionale funktioner til nyt sundhedshus i Varde Kommune.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Region Syddanmark har i en længere periode været i dialog med Varde Kommune om etablering af et sundhedshus i det tidligere, nu lukkede, privathospital Hjertecenter Varde. I forbindelse med Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af læge- og sundhedshuse ansøgte Varde Kommune og Region Syddanmark i fællesskab i foråret 2019 om 50 mio. kr. til etablering af sundhedshuset. Jævnfør det oprindelige projektdesign ville Varde Kommune opkøbe hjertecenteret og etablere 18 døgnrehabiliteringspladser samt indflytte Sygeplejen, Trænings- og Rehabiliteringsafdelingen samt Center for Sundhedsfremme.

     

    Sundheds- og Ældreministeriet bevilligede 11 mio. kr. til støtte til projektet. Det har derfor været nødvendigt at skære projektet til. Varde Kommune arbejder nu på muligheden for at flytte Center for Sundhedsfremme til det nye sundhedshus samt at etablere to sygeplejeklinikker. Disse funktioner har i dag til huse i kommunens egne lokaler andre steder i byen. Varde Kommune er desuden i dialog med læge- og speciallægeklinikker, der ønsker at flytte ind i sundhedshuset.

     

    I mellemtiden har en privat investor købt hjertecenteret. Varde Kommune har indgået aftale med investoren om at leje dele af hjertecenteret til etablering af sundhedscenteret, og er i den forbindelse i dialog med Region Syddanmark om at flytte blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge til det nye sundhedshus. Varde Kommune ønsker at fremleje lokaler til de regionale funktioner. Det skal bemærkes, at nedskaleringen af det samlede projekt ikke har betydet en justering af de regionale funktioner.

     

    Sydvestjysk Sygehus ser et potentiale i et tættere samarbejde med kommunen – blandt andet ved at flytte blodprøvetagning og EKG ind i det nye sundhedshus, og herved eksempelvis styrke snitfladen til almen praksis. Der er ligeledes gode perspektiver i at flytte vagtlægen ind i de nye lokaler, og herved blandt andet understøtte samarbejdet med de kommunale sygeplejeklinikker.

     

    Man kan forestille sig, at der eksempelvis kan udvikle sig et samarbejde omkring ældre medicinske patienter. Samarbejdet om sundhedshuset baner derudover vejen for en drøftelse af øvrige initiativer, der rækker udover selve huset, og som bidrager til fælles udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – eksempelvis på psykiatriområdet. Samarbejdet giver også en ramme for opfølgning og videre drøftelse af de temaer, som fremkom på psykiatri- og socialudvalgets kommunerunde i det tidlige efterår 2020, som udvalget gennemførte med de 22 kommuner. Med Varde Kommune blev der bl.a. drøftet ønsker om yderligere samarbejde om dobbeltdiagnosticerede og peers, samt samarbejde mellem psykiatri og jobcenter.

     

    Økonomi

    I forbindelse med flytning af de to regionale funktioner er der følgende økonomiske forhold, der skal tages i betragtning:

     

    • Blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge har i dag til huse i den del af det gamle sygehus i Varde, som regionen fortsat ejer, og hvor også jordemodercenteret og lokalpsykiatrien har lokaler. Den gennemsnitlige årlige husleje for blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge har i de seneste tre år været 210.000 kr. Ved fraflytning af disse funktioner udestår derfor stillingtagen til finansieringen af disse udgifter. Med henblik på at sikre, at udgifterne ikke pålægges de tilbageværende enheder i det gamle sygehus anbefales meddelt en underskudsgaranti, indtil der er fundet alternativ anvendelse for de ledige arealer.

     

    • I forbindelse med etableringen af det nye sundhedshus har Varde Kommune beregnet en årlig lejeudgift på 260.000 kr. for blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge. Ved at flytte funktionerne over i de nye lokaler i sundhedshuset, er der derfor tale om en merudgift på op til 50.000 kr. til husleje.

     

    I budget 2020 fremgår det under punkt 5.3.5 om sundhedshuse, at der i forbindelse med initiativer til understøttelse af det nære sundhedsvæsen kan være øgede udgifter til eksempelvis husleje, og at aftaleparterne har afsat 3,0 mio. kr. årligt til finansiering heraf. Det fremgår desuden, at udvalget for det nære sundhedsvæsen fremlægger forslag til anvendelse af puljen.

     

    For at muliggøre flytningen af de regionale funktioner, og herved understøtte det bilaterale samarbejde med Varde Kommune, lægges der i nærværende punkt op til, at de udgifter, der er forbundet med flytningen af blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge, finansieres via ovennævnte pulje. Se nedenstående tabel for den samlede økonomi.

     

    Tabel 1 – overblik over årlige udgifter

     

    Underskudsgaranti: Finansiering af udgifter forbundet med fraflytning af blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge, så den nuværende husleje for de to funktioner ikke pålægges de resterende enheder i det gamle sygehus.

    210.000 kr. årligt.

    Finansiering af merudgift i forbindelse med den forhøjede husleje i det nye sundhedshus.

    50.000 kr. årligt.

    Total

    260.000 kr. årligt.

     

    Det skal bemærkes, at etableringen af Varde Sundhedshus er godkendt af byrådet i Varde Kommune i januar 2021 med forbehold for, at Region Syddanmark kan indgå i sundhedshuset.

     

    Orientering vedr. politisk møde mellem Region Syddanmark og Varde Kommune

    Der er den 18. januar 2021 afholdt et politisk møde mellem Region Syddanmark og Varde Kommune. Referat fra mødet er vedhæftet som bilag 3.

     

    På mødet drøftede parterne det udvidede samarbejde mellem Region Syddanmark og Varde Kommune. Der var i denne sammenhæng et gensidigt ønske om at nedsætte en politisk styregruppe, der skal understøtte det videre samarbejde. I forlængelse af mødet er der udarbejdet udkast til et kommissorium for den politiske styregruppe (se bilag). I kommissoriet fremgår det, at styregruppen skal have et særligt fokus på at drøfte udnyttelsen af de lokalemæssige muligheder, der findes i Varde by, og som kan være rammen om et udvidet samarbejde. Konkret undersøges mulighederne for, at flytte kommunens trænings- og rehabiliteringsafdeling samt socialpsykiatrien over i det gamle sygehus.

     

    Såfremt regionsrådet godkender, at der nedsættes en styregruppe, vil 3-5 regionsrådsmedlemmer blive udpeget på regionsrådsmødet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At referatet fra det politiske møde mellem Region Syddanmark og Varde Kommune tages til efterretning.

     

    At der nedsættes en politisk styregruppe for samarbejdet med Varde Kommune, og at der udpeges 3-5 regionsrådsmedlemmer til styregruppen.

     

    At blodprøvetagning og EKG samt vagtlæge flyttes til det nye sundhedshus i Varde Kommune.

     

    At Sydvestjysk Sygehus tilføres op til 50.000 kr. årligt til øgede huslejeudgifter herved.

     

    At Bygningsafdelingen i Region Syddanmark bemyndiges til at indgå lejeaftale inden for den meddelte økonomiske ramme.

     

    At der meddeles en underskudsgaranti på op til 210.000 kr. vedr. tidligere Varde Sygehus, indtil der er fundet anvendelse for de ledige arealer.

     

    At samlede udgifter på op til 260.000 kr. årligt finansieres af den afsatte ramme i budget 2020 til understøttelse af det nære sundhedsvæsen.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 01-02-2021

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Marianne Mørk Matthiesen stemte imod.

     

    Vibeke Syppli Enrum tager forbehold.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    1 medlem, Liberal Alliance, stemte imod.

     

    1 medlem, Enhedslisten, tog forbehold for sagens behandling i regionsrådet.
     

     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/1642
    11. Beslutning om det fremtidige samarbejde mellem Region Syddanmark og Deutsche Rettungsflugwacht om brug af akutlægehelikopteren i Nibøl
    fold dette punkt ind Resume

    Den nuværende aftale mellem Region Syddanmark og Deutsch Rettungflugwacht (DRF) løber fra 1. februar 2018 til og med 31. januar 2022. Det indstilles til regionsrådet, at der indgås ny kontrakt med DRF med vilkår svarende til de eksisterende vilkår.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Sønderjyllands Amt indgik i 2005 i et projekt om grænseoverskridende luftredningstjeneste mellem Danmark og Tyskland. Efter projektets afslutning har Sønderjyllands Amt og siden Region Syddanmark fortsat samarbejdet om brug af helikopter fra Tyskland. Helikopteren er placeret i Nibøl, hvor der er ca. 15 km til den danske grænse.

     

    Nibøl understøtter i dag den landsdækkende akutlægehelikopter, primært akutlægehelikopteren med base i Billund, og dækker områderne gamle Tønder Kommune, gamle Højer Kommune, gamle Tinglev Kommune samt gamle Bov Kommune.

     

    Den nuværende aftale mellem Region Syddanmark og DRF løber fra 1. februar 2018 til og med 31. januar 2022. Den estimerede årlige værdi af ordningen er på 1,4 mio. kr.

     

    DRF har tilkendegivet, at de er glade for samarbejdet og fortsat er interesseret i at samarbejde med Region Syddanmark på samme vilkår som nuværende, når den gamle aftale udløber.

     

    Den nuværende kontrakt mellem Region Syddanmark og DRF er en rammeaftale. En rammeaftale om en supplerende akutlægehelikopterservice skal som udgangspunkt i udbud, medmindre der kun er én mulig tilbudsgiver.

     

    Det er, som ved indgåelse af kontrakten i 2018, fortsat Region Syddanmarks vurdering, at dækningen af det sydlige Sønderjylland kun kan udføres ved at købe flyvetid i en allerede etableret akutlægehelikopterordning, idet:

     

    •                                          Region Syddanmarks forventede forbrug vurderes at være for lavt til, at en nyetableret virksomhed vil have indtægter nok til at drive en akutlægehelikopterordning (estimeret 30 – 60 flyvninger årligt).

    •                                          Det er vitalt, at leverandøren har viden om omkostninger ved drift af en akutlægehelikopterordning.

    •                                          Der stilles store tekniske krav til indretning og bemanding af en akutlægehelikopter, (en pilot, en læge og en ambulancebehandler).

     

    Vurderingen er, at det på nuværende tidspunkt kun er DRF, der på grund af de geografiske afstande og de kompetencemæssige forudsætninger, kan udføre opgaven for Region Syddanmark.

     

    Såfremt regionsrådet godkender indstillingen om at indgå ny kontrakt med DRF, vil der blive offentliggjort en bekendtgørelse i EU-Tidende om påtænkt indgåelse af kontrakt med DRF. Såfremt der mod forventning skulle være andre aktører på området, kan de i givet fald melde sig.

     

    Administrativ tilføjelse

    På baggrund af ønske fra møde i præhospitaludvalget den 3. februar 2021 er der tilføjet et bilag, der viser antallet af flyvninger og pris herfor for perioden 2017-2020.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At der indgås ny kontrakt med DRF med vilkår svarende til de eksisterende vilkår.

    fold dette punkt ind Beslutning i Præhospitaludvalget den 03-02-2021

    Præhospitaludvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Tage Petersen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 21/6
    12. Beslutning om udmøntning af midler til styrkelse af plejeområdet - ansættelse af udskrivningskoordinatorer i Psykiatrien (10 ekstra sygeplejersker)
    fold dette punkt ind Resume

    Finansloven i 2020 og 2021 styrker sundhedsvæsenet med 1.000 nye sygeplejersker, heraf 214 i Region Syddanmark. Det indstilles i sagen, at regionsrådet godkender udmøntning af midler til 10 ekstra sygeplejerskeårsværk. Årsværkerne skal bruges til ansættelse af udskrivningskoordinatorer for at understøtte Psykiatrisygehusets tværsektorielle indsats og sammenhæng med somatikken.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Region Syddanmark har med finanslov 2020/21 modtaget midler til ansættelse af i alt 214 sygeplejersker over 2 år.

     

    Regionsrådet har i januar 2020 besluttet, at de første 107 sygeplejerskeårsværk fra 2020 anvendes til at styrke plejen på de somatiske sengeafdelinger, der er kendetegnet af mange tværsektorielle forløb, mange ældre medicinske patienter og på fælles akutmodtagelser.

    Aftalepartierne har i budgetaftalen for 2021 aftalt en overordnet fordeling af de sidste 107 sygeplejerskeårsværk. Det indgår i aftalen, at 10 årsværk anvendes i psykiatrien til at understøtte den tværsektorielle indsats, her menes både sammenhængen mellem psykiatrien og kommunerne og sammenhængen mellem psykiatrien og somatikken. Denne sag vedrører udmøntningen af de 10 årsværk til Psykiatrisygehuset – til ansættelse af udskrivningskoordinatorer.

     

    Beskrivelse af indsatsen

    Det er planen, at de 10 udskrivningskoordinatorer vil gå forrest i det tværsektorielle samarbejde, kombineret med et tæt og integreret tværfagligt samarbejde med de øvrige kollegaer på afdelingen. Indsatserne omfatter f.eks. udarbejdelse af udskrivningsaftaler, koordinationsplaner, koordinerende indsatsplaner (for patienter med misbrug) og genoptræningsplaner samt involvering af relevante tilbud i sygehuset f.eks. lokalpsykiatri, akut psykiatrisk udrykningsteam og mobil skadestue. Endvidere vil sygeplejerskerne indgå i et tæt samarbejde med nuværende og kommende socialsygeplejersker, der ansættes på alle sygehusene som følge af budgetaftalen for 2020.

     

    Udskrivningskoordinatorerne vil også indgå i et samarbejde med relevante afdelinger på de somatiske sygehuse i forhold til de patienter, der både har psykiatrisk og somatisk sygdom.

    Udskrivningskoordinatorerne ansættes på de afdelinger, der har tilknyttet sengeafsnit. Sygeplejerskernes opgaver vil udvikle sig løbende, og sigtet for opgaverne er at medvirke til at nå målet i sundhedsaftalen og i Psykiatriplanen om at nedbringe antallet af akutte genindlæggelser inden for 30 dage til maksimalt 15 %. I udgangspunktet vil opgaverne i hovedtræk være:
     

    •          Fælles fokus på udskrivningskoordination i et tæt tværfagligt samarbejde med alle relevante kommunale funktioner og almen praksis, så der tages hånd om både psykiatriske og somatiske udfordringer.

    •          Daglig screening af patienten for at sikre, at udskrivelsen begynder ved indlæggelsen. Formålet er at vurdere, om der er uafklarede hjemlige forhold i forbindelse med udskrivelsen, og i forlængelse af denne vurdering få iværksat de relevante tiltag, så patienten og dennes pårørende er trygge ved udskrivelsen.

    •          Opgaver som følger af det igangværende pilotprojekt for patienter med gentagne akutte indlæggelser i Psykiatrisk Afdeling Odense og Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, herunder skal sygeplejerskerne støtte op om opfølgningen på de patienter, der indgår i pakkeforløbet, når det udrulles til hele sygehuset.

     

    Der samarbejdes på tværs af Psykiatrisygehusets afdelinger om rekruttering, funktionsbeskrivelse og introduktion af de 10 sygeplejersker bl.a. inspireret af de erfaringer, de somatiske sygehuse har gjort sig med ansættelse og introduktion af sygeplejersker i lignende funktioner.

     

    Der udmøntes budget svarende til 0,608 mio. kr. pr. sygeplejerskestilling/år. Dette giver en samlet bevilling til de 10 stillinger på 6,08 mio. kr. med ni måneders effekt i 2021 (4,56 mio. kr.) og helårseffekt fra 2022 og frem. Psykiatrisygehuset påbegynder rekruttering til de nye stillinger i starten af 2021 med forventet ansættelse pr. 1. april 2021.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At Psykiatrisygehuset til styrkelse af sygeplejen og den tværsektorielle indsats tilføres 4,56 mio. kr. i 2021 og 6,08 mio. kr. i 2022 og følgende år. Bevillingerne finansieres af finanslovsrammen 2020.

    fold dette punkt ind Beslutning i Psykiatri- og socialudvalget den 04-02-2021

    Psykiatri- og socialudvalget anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Jette Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.


    Sagsnr. 19/46781
    13. Håndtering af ventelister som følge af COVID-19 – status januar 2021
    fold dette punkt ind Resume

    Med henblik på at sikre håndteringen af de ventende patienter og de pukler, der er skabt af COVID-19, er der, jf. beslutning i regionsrådet den 22. juni 2020, iværksat en række initiativer.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Sygehusene i regionen oplever som følge af udviklingen i COVID-situationen fortsat et pres, dog med en svagt faldende tendens for antal indlagte patienter med COVID-19. Udover COVID19-patienter oplever sygehusene på skift pres fra andre patientgrupper, ligesom udbrud blandt personale lokalt presser afdelingernes kapacitet. Akut aktivitet er ikke berørt af den nuværende nedlukning, ligesom aktivitet på kræft- og hjerteområdet ikke berøres. Aflysning/udskydelse af behandling sker altid efter en konkret individuel faglig vurdering af konsekvensen for patienten. Tilsammen har dette medført en mindre stigning i ventetider på berørte områder.

     

    Der blev på alle sygehuse iværksat en række pukkelafviklingsprojekter i 2020, hvor sygehusene har taget særlige initiativer til at øge aktiviteten og håndtere de ventende patienter. Alle sygehuse har budt ind med områder. Af vedhæftede bilag ”Oversigt over fremsendte pukkelafviklingssager 220121” fremgår en status på, hvilke pukkelafviklingsprojekter, der er igangsat på sygehusene.

     

    Alle garantiklinikker på nær en har fortsat så lave ventetider, at de har mulighed for at tage imod nyhenviste patienter, således at de øvrige sygehuse kan viderevisitere patienter hertil. Kun en garantiklinik har endnu ikke korte nok ventetider til at tage imod patienter viderehenvist fra andre sygehuse. Det drejer sig om Demensklinikken på Odense Universitetshospital. Af vedhæftede bilag ”Status garantiklinikker – februar 2021” gives en status på garantiklinikkernes ventetider.

     

    På psykiatriområdet er der ikke som sådan garantiklinikker, men alle afdelinger er nu i normal drift igen. Udredningsretten blev genindført pr 1. september 2020. Den aktuelle målopfyldelse på udredningsretten er ca. 90 pct. svarende til målsætningen i Region Syddanmark. 

     

    Jævnfør regionsrådets beslutning af 25. maj har Region Syddanmark den. 26. maj indgået aftale med fire privathospitaler beliggende i regionen, hhv. Privathospitalet Mølholm, Privathospital Kollund, Aleris-Hamlet, Esbjerg og Capio CFR, Odense. Denne ordning fortsætter foreløbigt frem til 1. marts 2021 eller indtil patientrettighederne træder i kraft igen.

     

    Med baggrund i aftalerne er udgangspunktet, at ventende patienter skal tilbydes udvisitering til privatsygehusene, hvis disse har et relevant behandlingstilbud. Visitationen sker ud fra en lægefaglig vurdering af patientens udredning- eller behandlingsbehov, og vurderingen skal først og fremmest tage udgangspunkt i patientens behov for en hurtig tid.

     

    I vedhæftede bilag ”Oversigt over udvisiteringer fra Region Syddanmark – januar 2021” gives en status på udvisiteringer til det private. Heraf ses, hvor mange patienter, der har fået tilbudt behandling i det private, og hvor mange der har taget imod dette. Ligeledes fremgår estimeret forbrug på privathospitalerne fordelt på henholdsvis de henvisende afdelinger og fordelt på privathospitalerne. Det har vist sig, at andelen af patienter, der tager imod tilbud om behandling i det private set i forhold til antallet, der får det tilbudt, fortsat ikke er så højt som forventet. På Odense Universitetshospital har kun 14,9 pct. af de patienter, der har fået tilbud i det private, taget imod, på Sygehus Lillebælt 19,9 pct., på Sygehus Sønderjylland 30,7 pct. og på Sydvestjysk Sygehus har kun 17,7 pct. taget imod tilbuddet om at komme ud i det private. Samlet set har kun 17,7 pct. af de patienter, der har fået tilsendt brev om tilbud i det private, taget imod dette tilbud. 

     

    Region Syddanmarks anvendelse af privathospitaler under Corona-epidemien sammenlignet med anvendelsen af privathospitaler i 2019 ses af bilaget ” Region Syddanmarks anvendelse af privathospitaler under Corona-epidemien”.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 20/1908
    14. Opfølgning på serviceeftersyn af internationalt samarbejde - samarbejde med Guangdong og Kina
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet besluttede i forbindelse med serviceeftersynet af det internationale samarbejde, at der skulle igangsættes en særskilt proces for at belyse udfordringer og muligheder i samarbejdet med Guangdong-provinsen i Kina som følge af bortfald af regionens opgaver på erhvervsområdet. Det indstilles, at regionsrådet godkender, at ressourceanvendelsen og engagementet tilpasses i overensstemmelse med regionens ændrede rolle i forhold til samarbejdet med Guangdong.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet besluttede i forbindelse med serviceeftersynet af det internationale samarbejde, at der skulle igangsættes en særskilt proces for at belyse udfordringer og muligheder i samarbejdet med Guangdong-provinsen i Kina. På den baggrund er der udarbejdet en oversigt over udviklingen i samarbejdet og de konkrete aktiviteter, der har været igangsat i forbindelse med samarbejdet, samt en aktuel status.

     

    Region Syddanmark overtog samarbejdet med Guangdong-provinsen i Kina fra Fyns Amt i forbindelse med strukturreformen i 2007, hvor Region Syddanmark indgik en samarbejdsaftale med provinsen. Samarbejdsaftalen skabte en bred ramme for et fortsat samarbejde med fokus på sundhed, erhverv, forskning og kultur. Aftalen er efterfølgende blevet fornyet, bl.a. med et udvidet fokus på erhvervsområdet, herunder energi, samt drikkevand. Desuden er der sammen med Sundhedsministeriet etableret et samarbejde på psykiatriområdet, som omfatter Guangdong og andre provinser samt de kinesiske sundhedsmyndigheder.

     

    Oversigten over de konkrete aktiviteter viser, at samarbejdsmulighederne har været koncentreret om erhvervs- og turismeområdet, mens aktiviteterne på de øvrige områder har været relativt begrænsede. Region Syddanmark har de seneste år primært været vært ved delegationsbesøg inden for forskellige fagområder på sundhedsområdet, samt arrangeret en række besøg hos aktører på erhvervsområdet. Aktuelt er der alene etableret et konkret samarbejdsprojekt på telepsykiatriområdet som en del af samarbejdet med de nationale sundhedsmyndigheder.

     

    Som det fremgår af overblikket over samarbejdet med Guangdong-provinsen, er samarbejdsmulighederne blevet begrænsede af, at Region Syddanmark som følge af erhvervsfremmereformen i 2018 ikke længere varetager opgaver på erhvervsområdet og dermed ikke har hjemmel til at arbejde med flere af områderne i den nuværende samarbejdsaftale, som indeholder målsætninger om samarbejde inden for erhvervsområdet, turisme, små og mellemstore virksomheder mv.

     

    På baggrund af de ændrede muligheder for samarbejde på erhvervsområdet foreslås det, at samarbejdet med Guangdong fokuseres og målrettes de områder, hvor begge parter varetager opgaver, og hvor der er mulighed for at opnå et gensidigt udbytte, som det aktuelt er tilfældet inden for telepsykiatriområdet. Henvendelser fra delegationer med interesse for andre områder, som Region Syddanmark ikke varetager opgaver inden for, fx erhvervsområdet, henvises videre til relevante aktører. Dermed tilpasses ressourceanvendelsen i forhold til samarbejdet med Guangdong regionens ændrede rolle på erhvervsfremmeområdet.

     

    Notat vedr. samarbejdet med Guangdong med historik og oversigt over delegationsbesøg m.v. er vedhæftet som bilag.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At ressourceanvendelsen og engagementet tilpasses i overensstemmelse med regionens ændrede rolle i forhold til samarbejdet med Guangdong.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for Regional Udvikling den 01-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

     

    Tine Hundahl Jensen deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

     

    1 medlem, Enhedslisten, tog forbehold for sagens behandling i regionsrådet.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 20/62401
    15. Ændring af FynBus' vedtægter
    fold dette punkt ind Resume

    En enig bestyrelse i FynBus har ønsket at ændre vedtægterne for FynBus, således at alle deltagende kommuner fremover er repræsenteret i bestyrelsen. En sådan vedtægtsændring skal godkendes i regionsrådet, og FynBus har på den baggrund anmodet om regionsrådets godkendelse af de ændrede vedtægter.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    FynBus har den 14. december 2020 henvendt sig til Region Syddanmark med henblik på, at regionsrådet godkender ændringer i FynBus’ vedtægter.

     

    FynBus er oprettet efter lov nr. 582 af 24. juni 2005 om trafikselskaber, og siden etableringen i 2007 har selskabet haft en bestyrelse, der som landets øvrige trafikselskaber, i henhold til loven, består af ni bestyrelsesmedlemmer. Regionsrådet udpeger blandt rådets medlemmer 2 medlemmer til bestyrelsen. Kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner vælger et repræsentantskab for trafikselskabet, der består af 1 medlem fra hver af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser. Den kommune, der yder det største årlige tilskud til trafikselskabets finansiering, har ret til en plads i trafikselskabets bestyrelse. De resterende medlemmer af repræsentantskabet udpeger de øvrige 6 kommunale medlemmer af trafikselskabets bestyrelse ved forholdstalsvalg efter reglen i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

     

    Det har siden lovens vedtagelse fremgået af § 2 stk. 1, at transportministeren i særlige tilfælde kan tillade, at antallet af bestyrelsesmedlemmer overstiger 9, dog således at antallet af bestyrelsesmedlemmer altid er et ulige antal.

     

    Det samlede antal kommunale bestyrelsesmedlemmer på 7 har for FynBus’ vedkommende betydet, at oprindeligt tre kommuner, og senere - efter Ærøs udmelding af FynBus - to kommuner, ikke har kunnet være formelt repræsenteret i bestyrelsen. Ærø er ikke med i Fynbus, hvilket skyldes, at Ærø Kommune pr. 1. januar 2016 valgte at udtræde af FynBus efter, at der i 2014 var blevet vedtaget en lovændring til Lov om Trafikselskaber, hvorefter det i ny § 1 stk. 3, hedder:  ”Kommuner, som udgøres af en ø, og som ikke har bro eller anden landfast forbindelse til andre kommuner, kan med transportministerens tilladelse undlade at deltage i et trafikselskab”.

    I 2012 anmodede FynBus’ bestyrelse første gang om tilladelse til at udvide bestyrelsen for at sikre, at alle kommuner til en hver tid er repræsenteret i bestyrelsen, men fik afslag på dette fra transportministeren.

     

    I størstedelen af FynBus’ funktionsperiode har alle kommuner dog haft mulighed for at deltage og have taleret ved FynBus’ bestyrelsesmøder. Dette er sket i form af en rotationsordning mellem kommunernes bestyrelsesmedlemmer, som i sin tid blev vedtaget for at sikre, at alle kommuner havde mulighed for at give deres mening til kende på bestyrelsesmødet. FynBus bestyrelse har efter det oplyste i alle bestyrelsesperioder været kendetegnet ved høj grad af konsensus, og der har endnu ikke været afstemning om sager på bestyrelsesmøder.

     

    For at formalisere den eksisterende praksis og bringe denne i tråd med lovgivningen og intentionerne heri, besluttede en enig bestyrelse i FynBus på bestyrelsesmødet den 13. december 2019 at anmode om transportministerens tilladelse til at udvide bestyrelsen med yderligere 2 medlemmer, således at alle kommuner på Fyn og Langeland ville være repræsenteret i bestyrelsen.

    Ved brev af 16. marts 2020 godkendte transportministeren udvidelsen med henvisning til, at der efter ministeriets nye praksis er tale om et særligt tilfælde, såfremt udvidelsen medfører, at bestyrelsen repræsenterer forskellige geografiske områder inden for trafikselskabets område og fortsat er operationel og handlekraftig efter udvidelsen, samt at det lovhjemlede krav om et ulige antal medlemmer fortsat er opfyldt. Disse betingelser blev vurderet til fortsat at være opfyldt med den fremsendte ansøgning.

     

    FynBus’ bestyrelse blev på møde den 16. marts 2020 orienteret om, at transportministeren havde godkendt udvidelsen af bestyrelsen, hvorefter alle deltagende kommuner ville være repræsenteret i bestyrelsen. Transportministerens brev af 16. marts 2020 er vedlagt.

     

    Godkendelsen af udvidelsen af bestyrelsen fra 9 til 11 medlemmer har medført et behov for at opdatere FynBus’ vedtægter samt forretningsordenen for bestyrelsen.

     

    De ønskede ændringer i vedtægterne som følge af udvidelsen af bestyrelsen er følgende:

     

    Nugældende vedtægter

    Vedtægter med ønskede ændringer

    Bemærkninger /

    begrundelse for ændringer

     § 14.

    Selskabet ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, heraf 2 udpeget af og blandt regionsrådet i Region Syddanmark, 1 udpeget af og blandt kommunalbestyrelsen i den kommune, der yder det største årlige tilskud til selskabets finansiering, jf. § 10, stk. 2, og 6 udpeget af og blandt repræsentantskabet, jf. § 10.

     § 14.

    Selskabet ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, heraf 2 udpeget af og blandt regionsrådet i Region Syddanmark, 1 udpeget af og blandt kommunalbestyrelsen i den kommune, der yder det største årlige tilskud til selskabets finansiering, jf. § 10, stk. 2, og 6 udpeget af og blandt repræsentantskabet, jf. § 10 samt 1 medlem fra hver deltagende kommune.

       Stk. 2. Selskabet har ansøgt Transport- og Boligministeriet om tilladelse til udvidelse af selskabets bestyrelse på baggrund af lov om trafikselskaber § 2, stk. 1, 3. pkt. Ansøgningen blev godkendt pr. 16. marts 2020, hvormed alle deltagende kommuner er repræsenteret i selskabets bestyrelse.

    Selskabet ledes herefter af en bestyrelse på 11 medlemmer.

     

     

    Trafikministeren har godkendt en udvidelse af FynBus’ bestyrelse fra 9 til 11 medlemmer, jf. lov om trafikselskaber § 2, stk. 1, 3. pkt., således at alle ejerkommuner er repræsenteret i bestyrelsen.

    Derfor opdateres bestemmelsens stk. 1 ift. antal.

     

     

     

     

    Stk. 2 tilføjes med information om tilladelsen til udvidelsen af bestyrelsen.

    § 15. For de bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af repræsentantskabet, vælger repræsentantskabet efter reglerne i § 14 to fælles suppleanter, som i den rækkefølge, hvori de er valgt, indtræder i tilfælde af medlemmernes forfald.

       Stk. 2. For hvert af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges efter reglerne i § 14 en suppleant, som indtræder i tilfælde af medlemmets forfald.

     

    § 15. Udgået.

    Bestemmelsen udgår, idet der med udvidelsen af bestyrelsen ikke længere vil være repræsentantskabsmedlemmer, der ikke også er medlemmer af bestyrelsen.

    § 34. Vedtægten træder i kraft den 23. april 2019.

       Stk. 2. Ændringer i vedtægten, herunder ændringer vedrørende selskabets geografiske område, skal vedtages af bestyrelsen og godkendes af repræsentantskabet og regionsrådet. Selskabets vedtægter og ændringer heraf skal godkendes af Transport-, Bygnings- og Boligministeren og Økonomi- og Indenrigsministeren.

     § 34. Vedtægten træder i kraft den 20. august 2020.

       Stk. 2. Ændringer i vedtægten, herunder ændringer vedrørende selskabets geografiske område, skal vedtages af bestyrelsen og godkendes af repræsentantskabet og regionsrådet. Selskabets vedtægter og ændringer heraf skal godkendes af Transportministeren og Social- og Indenrigsministeren.

    Ikrafttrædelsesdato opdateres i bestemmelsens stk. 1.

    Ministertitler opdateres i bestemmelsens stk. 2.

     

    Af vedtægternes § 34, stk. 2, fremgår det, at ændringer i vedtægten skal vedtages af bestyrelsen samt godkendes af repræsentantskabet og regionsrådet. Selskabets vedtægter og ændringer heraf skal efterfølgende endelig godkendes af transportministeren samt af social- og indenrigsministeren. De ændrede vedtægter blev godkendt af FynBus’ bestyrelse den 20. august 2020 samt af repræsentantskabet den 1. oktober 2020.

     

    FynBus har på den baggrund, den 14. december 2020 anmodet om, at de ændrede vedtægter (vedlagt) godkendes af regionsrådet for Region Syddanmark.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles:

     

    At udvalget drøfter, hvorvidt vedtægtsændringerne kan anbefales over for regionsrådet.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for Regional Udvikling den 01-02-2021

    Udvalget anbefaler over for regionsrådet, at vedtægtsændringerne for Fynbus godkendes.

     

    Tine Hundahl Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Indstillingen fra udvalget for regional udvikling anbefales over for regionsrådet.

     

    1 medlem, Det Konservative Folkeparti, stemte imod.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 20/9684
    16. Lancering af KONTUR 2020
    fold dette punkt ind Resume

    Den årlige nøgletalspublikation KONTUR 2020 er lanceret på Region Syddanmarks hjemmeside. Trykte eksemplarer af publikationen er sendt til kommunerne.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Region Syddanmarks publikation KONTUR indeholder nøgletal for de 22 syddanske kommuner og for regionen som helhed. Publikationerne bidrager til at give et billede af udviklingen inden for udvalgte temaer som sundhed, uddannelse, beskæftigelse og klima.

     

    KONTUR-publikationerne udgives hvert år som del af det fælles vidensgrundlag for den regionale udvikling. Den udgør et væsentligt element i det tværgående tema ”Viden og analyser” i den regionale udviklingsstrategi.

     

    KONTUR 2020 for de 22 kommuner og for Syddanmark blev i uge 2 lanceret på Region Syddanmarks hjemmeside. Trykte eksemplarer af publikationerne er ligeledes sendt til de syddanske kommuner.

     

    Forud for udgivelsen af KONTUR 2020 har der været en dialog med de respektive kommuner, der har taget godt imod publikationen. I den forbindelse er der modtaget gode bemærkninger, som er indarbejdet i den endelige udgave af KONTUR 2020. Der er desuden modtaget input til det fremadrettede arbejde, som tages med i videreudviklingen af KONTUR 2021.

      

    KONTUR 2020 for Region Syddanmark er vedlagt som bilag. KONTUR 2020 for de 22 enkelte kommuner i Syddanmark kan findes her.

     

    Udvalget for regional udvikling blev orienteret på møde den 1. februar 2021.

    fold dette punkt ind Indstilling

     

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.


    Sagsnr. 20/47487
    17. Orientering om udvikling i sagen vedr. mulig deponering af byggeaffald fra nedlagte atomkraftværker i Harreslev
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet blev på møde den 14. december 2020 orienteret om eventuel deponering af byggeaffald fra demonterede, tyske kernekraftværker på et affaldsdeponi ved Harreslev. Pr. 13. januar 2021 har der ved en ministeriel beslutning i Kiel fundet en foreløbig afklaring af sagen sted, hvorfor der orienteres herom.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet blev på møde den 14. december 2020 orienteret om eventuel deponering af byggeaffald fra demonterede, tyske kernekraftværker på et affaldsdeponi ved Harreslev tæt ved den danske grænse.

     

    Der ser nu ud til at have fundet en foreløbig afklaring af sagen sted, idet den tyske minister for ”Energiewende, Landwirtschaft, Umwelt und ländliche Räume” (grøn omstilling, landbrug, miljø og landdistrikter) Jan Phillip Albrecht fra delstatsregeringen i Kiel pr. 13. januar 2021 meddelte, at de to deponier Lübeck-Niemark og Johannistal vil blive pålagt at tage imod byggeaffald fra det tidligere kernekraftværk Brunsbüttel. Dermed er deponiet i Harreslev ikke længere i fokus for deponering af byggeaffald herfra. 

     

    Det skal nævnes, at kernekraftværket Brokdorf skal nedlægges senest den 31. december 2021, hvorefter det skal demonteres. Endvidere er der en demontering af to øvrige nedlagte kernekraftværker i delstaten Slesvig-Holsten i gang. Det er uvist, hvorvidt deponiet i Harreslev kan komme i spil igen til deponering af byggeaffald fra disse tre, men administrationen er ikke bekendt med aktuelle planer herom.

     

    Administrationen vil fortsat følge sagen tæt og informere, såfremt nye væsentlige oplysninger måtte fremkomme.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for Regional Udvikling den 01-02-2021

    Til orientering.

     

    Tine Hundahl Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.


    Sagsnr. 20/3435
    18. Orientering om Uddannelseslandskabet i Sønderjylland
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet besluttede den 24. august 2020 at igangsætte pilotprojektet ”Uddannelseslandskabet i Sønderjylland” som led i implementeringen af den nye syddanske uddannelsesstrategi ”Kompetencer til fremtiden”. Der gives en orientering om projektets afrapportering og opfølgningsproces.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet besluttede den 24. august 2020 at igangsætte pilotprojektet ”Uddannelseslandskabet i Sønderjylland”. Formålet med projektet er at bidrage til at implementere den nye syddanske uddannelsesstrategi ”Kompetencer til fremtiden”, herunder i særlig grad det regionale mål ”Adgang til gode uddannelsesmuligheder i hele regionen”. Projektets kommissorium er vedlagt som bilag 1. Pilotprojektet understøtter arbejdet med verdensmål 4 ”Kvalitetsuddannelse”.

     

    Projektet skal bidrage til, at regionsrådet får det bedst mulige videnbaserede udgangspunkt i arbejdet med kapacitetsstyring, elevfordeling, geografiske placeringer af udbud, campusdannelser og fusioner i Sønderjylland (Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa kommuner). Samtidig skal projektet skabe værdi for de øvrige uddannelsesaktører i form af ny indsigt og viden til brug for uddannelsesindsatsen i det sønderjyske.

     

    Den 26. november 2020 blev der afholdt et virtuelt dialogmøde mellem udvalget for uddannelse og arbejdskraft og de sønderjyske uddannelsesaktører. På mødet blev de overordnede konklusioner fra kortlægningen af uddannelseslandskabet i Sønderjylland præsenteret, og der blev afviklet gruppedrøftelser mellem deltagerne.

     

    Få dage inden dialogmødet fik udvalget og dialogmødets øvrige deltagere fremsendt et udkast til et bruttomateriale bestående af en grafisk fremstilling af dataene fra kortlægningen. Administrationen har efterfølgende færdiggjort det endelige materiale, hvor en opsamling på dialogmødet også indgår (se bilag 2).

     

    Kortlægningen giver et overordnet billede af uddannelseslandskabet i Sønderjylland, men ikke et detaljeret billede af, hvad der skal eller bør ske lokalt. Det er administrationens vurdering, at kortlægningen og dialogmødet har givet en fælles referenceramme til at fortsætte dialogen om uddannelsesindsatsen i det sønderjyske.

     

    Udvalget for uddannelse og arbejdskraft drøftede opfølgningsprocessen for projektet på udvalgsmødet den 5. januar 2021, og her var der opbakning til, at administrationen går i dialog med interesserede aktører, der henvender sig vedr. pilotprojektet. Det er væsentligt for at komme videre med mulige indsatser, at aktørerne (primært uddannelsesinstitutioner og kommuner) selv tager initiativ med afsæt i deres konkrete lokalkendskab.

     

    Regionsrådet har mulighed for at understøtte eventuelle indsatser inden for rammerne af det regionale handlingsrum, jf. uddannelsesstrategien ”Kompetencer til fremtiden”. Efter dialogmødet i november har flere aktører allerede taget kontakt til regionen med henblik på at høre mere om projektet og drøfte mulige indsatser.

     

    Pilotprojektet har bl.a. givet inspiration til Danske Regioners arbejde med Regionale Uddannelsesplaner, som er spillet ind i forbindelse med forhandlingerne blandt Folketingets partier om gymnasieområdet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 20/62449
    19. Aktuel status på covid-19 og vaccinationer mm.
    fold dette punkt ind Resume

    Orientering om status vedrørende covid-19 mm.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Der vil på mødet blive givet en mundtlig orientering om status på situationen vedrørende covid-19 og vaccinationer mm.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    Til orientering.
     

    Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

     


    Sagsnr. 20/62449
    20. Meddelelser
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling
    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    -


    Sagsnr. 20/62449
    21. Eventuelt
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling
    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 10-02-2021

    -


    Sagsnr.
    22. LUKKET: Salg af ejendom
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    23. LUKKET: Tabt arbejdsfortjeneste: Godkendelse af timesats 2021 - regionsrådsmedlem
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    24. Underskriftsside
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Siden er sidst opdateret 11-02-2021
    Kontakt Region Syddanmark

    Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring