Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilMaj 2021 - pressemeddelelserpilNy sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt

Ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt

Hanne Andersen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Medicinske Sygdomme og Akutafdelingen på sygehuset i Kolding og tiltræder 1. juni 2021.

Sygehus Lillebælt får ny sygeplejefaglig direktør. 54-årige Hanne Andersen tiltræder stillingen 1. juni 2021, hvor hun tager over efter Helle Adolfsen, som har valgt at fratræde stillingen for at koncentrere sig om bestyrelses- og konsulentarbejde.

Hanne Andersen er uddannet sygeplejerske og har desuden en masteruddannelse i ledelse. Hun blev ansat som sygeplejerske på sygehuset i Kolding i 1990 og har siden 2011 arbejdet som oversygeplejerske. Først på Fredericia Sygehus’ medicinske afdeling og sidenhen på Akutafdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus, hvor hun har været leder for knap 500 medarbejdere.

Velfungerende sygehusenhed

I sin nye stilling får Hanne Andersen, sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og lægelig direktør Thomas Larsen, det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Lillebælt, der tæller sygehusene i Kolding, Vejle og Middelfart.

Regionsdirektør Jane Kraglund siger:

- Jeg er glad for at kunne byde velkommen til Hanne Andersen som en del af Sygehus Lillebælts direktion.  Sygehus Lillebælt er en meget velfungerende sygehusenhed og har gennem mange år formået at være i front på en række områder - ikke mindst i forhold til patienttilfredshed og patientinddragelse. Jeg er sikker på, at Hanne Andersen som en del af direktionen på Sygehus Lillebælt vil sikre videreførelse og videreudvikling af de mange gode indsatser.

Samarbejde på tværs

Som sygeplejefaglig direktør kommer Hanne Andersen til at arbejde indgående med de tværsektorielle patientforløb og den sygeplejefaglige udvikling på Sygehus Lillebælt.

Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt Christian Sauvr siger:

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Hanne. Hun har stor indsigt og kendskab til Sygehus Lillebælt, og hun har lang erfaring med både sygeplejefaget og ledelse. Hun er meget optaget af at samarbejde på tværs og er god til at skabe netværk og relationer både internt og eksternt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får stor glæde af Hannes kompetencer.

Flere spændende fremtidsperspektiver

Hanne Andersen glæder sig til at tiltræde stillingen og blive en del af direktionen på Sygehus Lillebælt:

- Jeg glæder mig rigtig meget til i samarbejde med den øvrige direktion og medarbejderne på Sygehus Lillebælt at arbejde strategisk og visionært med udviklingen af det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen. Jeg er optaget af arbejdet med forbedringer af vores kvalitet – at skabe værdi for vores patienter, patient- og pårørendeinddragelse, kompetenceudvikling og høj excellent faglighed. Jeg er meget ambitiøs på patienternes og sygehusets vegne, og jeg glæder mig så meget til at sætte dette i spil sammen med alle de dygtige og engagerede medarbejdere og ledelser. 

Privat bor Hanne Andersen i Ødsted uden for Vejle med sin mand. Hun har tre børn, hvoraf ét er hjemmeboende.

Hent billede af Hanne Andersen her (Foto: Charlotte Dahl)

Fakta

Sygehus Lillebælt består af tre sygehuse med hver sit særlige fokus: Akutsygehus i Kolding, Kræft- og Specialistsygehus i Vejle og Rygcenter i Middelfart. Sygehus Lillebælt beskæftiger godt 5.000 medarbejdere.

Hanne Andersen kommer som sygeplejefaglig direktør til at udgøre den øverste ledelse på Sygehus Lillebælt sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og lægefaglig direktør Thomas Larsen.

Hanne Andersen kommer til at referere til regionsdirektør Jane Kraglund.

Der var 10 ansøgere til stillingen.

Hanne Andersen (54 år):

Hanne Andersen er uddannet sygeplejerske på Vejle Amts Sygeplejeskole og blev efter endt studie ansat som sygeplejerske og senere afdelingssygeplejerske på Kolding Sygehus. I 2011 blev hun ansat som oversygeplejerske på Fredericia Sygehus, og fra 2013 til 2016 var hun oversygeplejerske på både Fredericia og Kolding Sygehus. Hun har siden 2016 arbejdet som oversygeplejerske på Kolding Sygehus.

Yderligere oplysninger
Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, tlf. 28 99 32 40
Administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr, Sygehus Lillebælt, tlf. 24 20 37 40
Ny sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen, Sygehus Lillebælt, tlf. 23 70 64 07




Siden er sidst opdateret 04-05-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring