Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilJuli 2021 - pressemeddelelserpilSygeplejefaglig direktør Susanne Lauth forlader Sydvestjysk Sygehus

Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth forlader Sydvestjysk Sygehus

Susanne Lauth forlader stillingen som sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus for at blive sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth har sagt sin stilling op og stopper på Sydvestjysk Sygehus med udgangen af august.

Susanne Lauth kom til Sydvestjysk Sygehus i 2015 efter en stilling som vicedirektør på Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors.

- Jeg er glad og stolt over alle de mange resultater, som jeg sammen med den øvrige direktion, ledere og de dygtige medarbejdere har været med til at nå. Sydvestjysk Sygehus er en fantastisk organisation med nogle gode værdier, og det er kun fordi, at jeg har fået en mulighed, som kun kommer én gang i livet, at jeg rykker videre og nu ser frem til at være en del af direktionen på AUH.  Jeg har haft nogle spændende år på Sydvestjysk Sygehus senest med det store fællesarbejde omkring håndtering af COVID-19, vaccination og hele pandemien, som jeg aldrig kommer til at glemme, siger Susanne Lauth.

Sygehus i stærk udvikling

Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har gennem de seneste år været i gennem en stor udvikling som akutsygehus i det sydvestjyske område i Region Syddanmark. Udviklingen fortsætter med åbningen af en ny lægeuddannelse og stort fokus på forskning og forbedringsarbejde bl.a. inden for det tværsektorielle område.

- Sydvestjysk Sygehus har igennem de seneste år været inde i en god og stærk udvikling, og den har Susanne Lauth medvirket til. Hun har altid fokus på patienterne, og på Sydvestjysk Sygehus har Susanne været med til at vise nye veje inden for det tværsektorielle samarbejde. Derfor vil jeg også gerne ønske Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital tillykke med deres nye sygeplejefaglige direktør og ønske Susanne god vind fremover, siger regionsdirektør Jane Kraglund.

Jane Kraglund oplyser, at processen med at finde Susanne Lauths afløser nu bliver sat i gang.

Se foto af Susanne Lauth

Fakta om Sydvestjysk Sygehus

Sydvestjysk Sygehus består af akutsygehuset i Esbjerg, sygehuset i Grindsted og sammedagssygehuset i Brørup. Sygehusenheden behandler patienter inden for næsten alle specialer, både medicinske og kirurgiske. Sydvestjysk Sygehus dækker den vestjyske del af Region Syddanmark, men sygehuset behandler patienter fra hele Region Syddanmark.
Sygehuset har 370 sengepladser. Årligt er der ca. 33.000 indlæggelser og omkring 390.000 ambulante besøg. Sygehuset beskæftiger cirka 3.000 medarbejdere.

Yderligere oplysninger:
Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, tlf.: 28 99 32 40
Afgående sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus Susanne Lauth, tlf.: 51 16 70 89
 




Siden er sidst opdateret 06-07-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring