Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilAugust 2021pilRegion Syddanmark fjerner 900 tons blyforurenet jord

Region Syddanmark fjerner 900 tons blyforurenet jord

12-08-2021 | Af Kommunikation

Midt i august begynder gravemaskiner at sætte skovlen i jorden for at fjerne en omfattende blyforurening på en tidligere autoværkstedsgrund i Tønder. Forureningen stammer fra et tidligere elværk på ejendommen.

Region Syddanmark har besluttet at bruge 1,2 millioner kroner på at fjerne ca.  900 tons blyholdig jord fra en privat ejendom i Tønder. På grunden har der tidligere været elektricitetsværk og autoværksted med salg af benzin og oliestoffer.

Blyforureningen findes i de øverste jordlag i størstedelen af havearealet. Fordi forureningen ligger så højt, er der valgt en løsning, hvor gravemaskiner vil fjerne den øverste halve meter jord. Efterfølgende vil haven blive reetableret med ren jord og tilsåning af græs.

Forureningen er blandt de 66 nye sager på arbejdsplanen for 2021, som Miljøudvalget i Region Syddanmark vedtog i marts måned i år. Regionen har ansvaret for de såkaldte ”herreløse” forureninger, hvor der ikke kan gøres et ansvar gældende over for forureneren.

- Det er rigtig mange penge at bruge på en enkelt sag, men også nødvendigt for at eliminere risikoen for at komme i kontakt med blyforureningen. Jeg håber, at vi kan bruge sagen til noget positivt og lære, at det har store konsekvenser, når vi ikke passer bedre på miljøet, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.

Arbejdet forventes at være afsluttet i løbet af et par uger, og der kan i arbejdsperioden forekomme gener i form af støj og støv, ligesom der vil være øget lastbiltrafik ind og ud af området. 




Fakta

Ejendommen blev i 2017 kortlagt som muligt forurenet som følge af driften af elektricitetsværk og maskin-/autoværksted. Undersøgelser de følgende år påviste bly i de øverste jordlag i havearealet. Her blev det tillige påvist, at blyforureningen strakte sig over en stor del af havearealet, og at blyindholdet overskred grænseværdierne med en faktor 10.

Ejendommen husede et elektricitetsværk fra 1920-1939 og efterfølgende autoværksted med benzinsalg fra 1940-1960. Siden 1960 har ejendommen alene været brugt som bolig.

Det er uvist, hvordan forureningen er opstået, idet det er mange år siden, elværket er blevet nedlagt. Antagelsen er, at blyforureningen er sket ved nedbrydning af værket, og at den kommer fra blybatterier og blyslam, som er blevet spredt på jorden.


Siden er sidst opdateret 12-08-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring