Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilSeptember 2021pilSyddansk samarbejde skal hjælpe børn og unge med overvægt
Konference om børn og unge med overvægt

På konferencen om børn og unge med overvægt var der sessioner med den nyeste viden på området og en paneldebat, hvor udfordringerne og forslag til løsninger blev drøftet.




Syddansk samarbejde skal hjælpe børn og unge med overvægt

24-09-2021 | Af Jane Birch Larsen

Det kræver samarbejde på tværs, fokus på trivsel og inddragelse af hele familien, hvis børn og unge skal leve sundere, og færre skal blive overvægtige. Det var nogle af konklusionerne på en regional konference om børn og unge med overvægt, som blev afholdt 22. september 2021.

Hver femte 14-15-årig og hver syvende 6-7-årig er overvægtige eller svært overvægtige. Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som udkom i 2020. Og i foråret 2021 slog Vidensråd for Forebyggelse desuden fast, at børn og unge med overvægt ofte tager overvægten med sig ind i voksenlivet, og det kan have en lang række sundhedsmæssige konsekvenser for dem.

Region Syddanmark arbejder for at reducere andelen af børn og unge med overvægt og svær overvægt i samarbejde med de syddanske kommuner.

Derfor havde Region Syddanmark samlet cirka 260 sundhedsplejersker, sygeplejersker, socialrådgivere, praktiserende læger, sundhedskonsulenter, lærer, pædagoger mv. til en konference 22. september 2021 om børn og unge med overvægt i Syddanmark.

Formålet med konferencen var at inspirere deltagerne og ruste dem bedre til arbejdet med børnene og de unge ved at skabe vidensdeling og netværk på tværs af både faggrupper og sektorer.

I fællesskab kan vi gøre det bedre

Blandt deltagerne var der stor enighed om, at det er vigtigt at samarbejde på tværs af fagligheder og på tværs af region, kommune og praktiserende læge, hvis det skal lykkes at gøre en forskel – både når det gælder forebyggelse, opsporing og behandling af børn og unge med overvægt. 

Jeanette Elbek, som er leder af Center for Sundhedsfremme i Varde Kommune, delte den holdning:

- Vi er godt på vej, men har stadig et stykke vej at gå. Dagen viste, at det er et utroligt komplekst område, og at der ikke er et enkelt greb, som kan løse de udfordringer, der er. Men jeg tror, at vi i fællesskab kan gøre det bedre, end vi gør i dag. Både i kommunerne og på tværs af sektorerne.

Familien skal inddrages

En anden pointe fra dagen var, at det er centralt at inddrage og støtte hele familien, når et barn eller ung har udfordringer med overvægt, og at et barns overvægt er tæt forbundet med dets trivsel – hvis ikke barnet trives, har det større risiko for overvægt.

Det havde chefjordemoder Anne Uller fra Sygehus Lillebælt en kommentar til:

- Overvægt er et super vigtigt tema, men vægten er kun et parameter – der er også meget andet. For eksempel trivslen generelt og hele den sociale dimension. Hvad nytter alle de fine madplaner, måltidsskemaerne og alle fritidsaktiviteterne, hvis ikke forældrene magter at omsætte det.

Konferencen sluttede af med, at alle deltagere fik mulighed for at komme med input til en kommende samarbejdsaftale mellem regionen og kommunerne, som skal have fokus på, hvordan sektorerne kan forbedre samarbejdet om overvægt hos om børn, unge og gravide.

Der er nedsat en tværsektoriel arbejdsgruppe, hvor Jeanette Elbek er kommunal formand og Anne Uller er regional formand.
 


Siden er sidst opdateret 24-09-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring