Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilNovember 2021pilSyddanske teststeder er i fuld gang med oprustning
podeudstyr covid corona

Syddanske teststeder er i fuld gang med oprustning

19-11-2021 | Af Jacob Agerholm

Siden coronapas blev genindført, har efterspørgslen efter coronatest udviklet sig eksplosivt. Senest har Odense Kommune opfordret alle borgere til at blive testet. De syddanske teststeder arbejder hårdt på at ansætte de folk, de skal bruge, men man vil kunne opleve kø i en periode.

Smitten med COVID-19 er i stigning næsten alle steder i Region Syddanmark.

Sammen med det genindførte coronapas betyder det, at rigtig mange syddanskere gerne vil testes. Det sætter et stort pres på teststederne, der pludselig har skullet teste mange flere, end de gjorde henover sommeren og begyndelsen af efteråret.

Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, siger:

- For få uger siden testede vi meget, meget få. Nu er testbehovet eksploderet, og det forsøger vi selvfølgelig at tilpasse os. Det kræver flere nye podere, og de er ikke så nemme at rekruttere, som de var tidligere. Vi gør alt, hvad vi kan, men der vil være borgere, der kommer til at opleve kø her i den indledende fase.

Udover podere kræver den store efterspørgsel også, at Statens Serum Institut har kapacitet til at analysere de mange prøver, fortæller Kurt Espersen:

- Lige nu bruger vi reelt den kapacitet, vi har fået ved SSI. Så nye podere vil formentlig ikke betyde, at vi kan teste flere, men det vil skabe en bedre oplevelse for borgerne, der ikke vil opleve kø i samme omfang, da vi kan udvide åbningstider. Skal vi teste flere, kræver det mere analysekapacitet.

I Region Syddanmark bliver der dagligt lavet 33.000 PCR-tests og mere end 15.000 hurtigtests. På hurtigtestkapaciteten bliver der også skabt mere testkapacitet i den kommende tid.

Øget testkapacitet i Odense

Et af de steder, der er hårdest ramt af smitten, er Odense Kommune. Kommunen opfordrede torsdag alle kommunens borgere til at blive testet for at komme smitten til livs. Det har fået Region Syddanmark til at forsøge at opruste testmulighederne i kommunen, der har 200.000 indbyggere.

Kurt Espersen siger:

- Kommunens opfordring er et fint værktøj til at få brudt nogle af de smittekæder, der belaster byen. Sådan en opfordring til alle indbyggere lægger selvfølgelig et endnu større pres på vores teststeder i området. De faste steder er i gang med at geare op, vi rykker flere PCR-testbiler til byen og Carelink åbner nyt teststed. Så vi gør, hvad vi kan, men jeg tror også, at vi får svært ved helt at undgå kø, når så mange pludselig bliver bedt om at blive testet.

Anbefalingen fra de nationale sundhedsmyndigheder er, at PCR-test skal bruges ved symptomer og nære kontakter. Hører man ikke til de grupper, kan man med fordel gøre brug af tilbuddet om hurtigtest.

Borgere kan få overblik over teststederne på testkortet på Region Syddanmarks hjemmeside.


Siden er sidst opdateret 19-11-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring