Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilNovember 2021pilFormand udnævnt for den nye forskergruppe omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted

Formand udnævnt for den nye forskergruppe omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted

23-11-2021 | Af Mira Borggreen

Region Syddanmark og deltagerne i den nye forskergruppe omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted har udpeget en formand for gruppen. Det bliver Jesper Bo Nielsen, der er institutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet.

Det bliver professor og institutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet Jesper Bo Nielsen, der bliver formand for den nye forskergruppe, Region Syddanmark har samlet omkring sundhedsundersøgelsen i Grindsted. Regionen har anmodet den nye forskergruppe om at vælge en formand, og efter konsultation med forskergruppen har Jesper Bo Nielsen accepteret at påtage sig hvervet som formand.

Formand for den nye forskergruppe Jesper Bo Nielsen siger:

- Jeg har sagt ja, fordi jeg mener, at når man, som jeg, sidder som professor på et universitet i regionens område, så bør man sige ja, når man bliver spurgt om, man vil påtage sig opgaver og formandskaber som dette. Jeg har også en overordnet stor interesse i, at man får brugt videnskaben til at få undersøgt problemstillinger som denne her så godt som muligt, og at vi får vendt alle sten i denne sag.

Jesper Bo Nielsen var også del af den oprindelige forskergruppe, der rådgav regionen i forbindelse med sundhedsundersøgelsen i Grindsted. Han er cand.scient. i biologi og kemi og har en ph.d. i toksikologi og miljømedicin. Han har været institutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet siden 2006, og siden 2011 har han været ansat som professor i risikoanalyse og risikokommunikation på Forskningsenheden for Almen Praksis - også på Syddansk Universitet.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

- Jeg er glad for, at Jesper Bo Nielsen har sagt ja til at lede den nye forskergruppe. Han er gået ind i den nye forskergruppe med stor faglig viden og en klar fornemmelse for den opgave, forskergruppen står over for. Det er min vurdering, at regionen og forskergruppen har valgt den helt rigtige til at stå i spidsen for det vigtige arbejde, der venter de kommende måneder.

Anbefaling klar i starten af 2022

Forskergruppen fortsatte i dag den 22. november drøftelserne om, hvorvidt den nye viden regionen har fået om mulige ALS-tilfælde i Grindsted giver anledning til yderligere tiltag i byen.

Det er forskergruppens intention, at drøftelserne på de kommende møder i december og starten af 2022 skal munde ud i en anbefaling til regionsrådet. Den anbefaling vil efter planen ligge klar i begyndelsen af det nye år.
 


Siden er sidst opdateret 23-11-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring