Skip til primært indhold

”Jeg er dybt taknemmelig for, at min far fik en værdig død”

Som pårørende står Krestine Ulrich og hendes familie tilbage med en dyb taknemmelighed for, at deres far fik en værdig sidste tid. Omgivet af sine kære og med hjælp og støtte fra personalet på plejehjemmet, kommunens akutteam og sygehusets akutlæge.

Portrætfoto af Krestine Ulrich

Savnet er der stadig. Men når Krestine Ulrich tænker tilbage på sin fars død sidste år, er det med en taknemmelighed over, at det gode samarbejde mellem plejehjem, kommune og sygehus gjorde, at farens sidste tid blev fredfyldt.

Da Krestine Ulrich 6. juni sidste år sad hos sin døende far på det plejehjem i Odense, hvor han nåede at bo i tre år på grund af sin fremskredne demenssygdom, var hun helt tryg og opfyldt af en stor taknemmelighed.

En taknemmelighed for at hendes far fik lov til at sove stille ind i sine egne omgivelser med sine nærmeste omkring sig.

Kort forinden havde Krestine og hendes familie fejret farens 80-års fødselsdag på plejehjemmet. Hans demens gjorde, at han ikke længere havde sprog, men Krestine kunne mærke, at han i korte glimt kunne udtrykke noget glæde og tilstedeværelse. Det blev en fin dag, som hun tænker tilbage på med glæde.

Krestines far blev på plejehjemmet

Et par dage efter farens 80-års fødselsdag blev han indlagt. Det blev en meget frustrerende oplevelse for Krestine og hendes familie, som oplevede, at deres far, efter at have været i fuld narkose, kom tilbage til plejehjemmet i en helt anden tilstand end før indlæggelsen. Han var længere væk i sin demens, og det gik hurtigt ned ad bakke.

Da Krestine blev ringet op af plejehjemmet en morgen få dage efter farens udskrivelse, hoppede hun grædende på cyklen og skyndte sig afsted. Hun troede, at hendes far ville blive indlagt igen, og det kunne hun slet ikke rumme, at han skulle igennem igen. Men Krestines far blev på plejehjemmet.

- Da jeg kom ind på min fars stue, blev jeg mødt af Claus-Henrik Rasmussen – den mest nærværende læge, jeg nogensinde har mødt. Han var helt rolig. Han mødte min far og mig med det største nærvær og med en naturlig omsorg. Han sagde, han ville beholde min far i hans egne omgivelser. At han ikke skulle igennem flere undersøgelser, men være i det nære med sine nærmeste omkring sig, fortæller Krestine Ulrich.

Dybt taknemmelige for tid og nærvær

Claus-Henrik Rasmussen fortalte Krestine, at hendes far havde fået en blodprop i lungen, og at det påvirkede hans kredsløb. Han fortalte hende også, at han havde smertedækket faren, og at han ikke vidste, hvor længe han havde igen. Men han spurgte også, som det mest naturlige, ind til, hvem Krestines far var, og om han var vokset op i Odense. Det nærvær, som han gav familien på få minutter, betød meget for dem.

- Claus-Henrik fortalte om, at han var en del af Odense Projektet, hvor man arbejder med den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt og på det rigtige sted. Det gav så god mening og var det helt rigtige valg. Min far havde ingen ord mere, men jeg er sikker på, at han kunne mærke og fornemme det hele. Vi er som familie dybt taknemmelige for, at vores far blev en del af dette projekt, understreger Krestine Ulrich.

Meningsfuld afsked for både borger og pårørende

Familien var samlet omkring deres far hele dagen og fik sagt farvel. Han var smertedækket af personalet, som alle var omsorgsfulde og nærværende. Krestine og hendes familie kunne ikke have ønsket sig et bedre og mere omsorgsfuldt sidste forløb omkring deres far, indtil han få timer efter gav helt slip.
Og det ligger hende meget på sinde at udtrykke, hvor meningsfuldt det er at gøre det muligt for ældre, døende mennesker at få fred i deres egne omgivelser.

Jeg håber, at der vil blive sat fokus på, hvor vigtigt det her projekt er. Det har fyldt meget i min sorgproces efterfølgende at vide, at min far fik den bedst mulige afslutning på livet, understreger Krestine Ulrich.

APPFWU02V